Hvornår kan du have tillid til et websted?

Når du gerne vil vide, hvornår du kan have tillid til et websted, afhænger dette til dels af, hvem der har publiceret webstedet, hvilke oplysninger de vil have fra dig, og hvad du vil have fra webstedet. Hvis du ikke er sikker på, om du kan have tillid til et websted, bør du overveje følgende spørgsmål:

Vis alle

Hvordan kan jeg vide, om det websted, jeg besøger, er sikkert?

SmartScreen Filter i Internet Explorer hjælper med at beskytte dig mod phishing- og malwareangreb ved at advare dig, hvis et websted eller en downloadplacering er rapporteret som usikker.

Windows SmartScreen kontrollerer omdømmet af de apps, du har downloadet fra internettet, og advarer dig, hvis app'en ikke er velkendt og evt. er skadelig.

Hvis Windows SmartScreen ikke er aktiveret, kontrollerer SmartScreen Filter i Internet Explorer de downloadede apps' omdømme. Hvis app'en ikke har et anerkendt omdømme, vises en advarselsdialogboks.

Besøger du et sikkert websted?

Hvis du besøger webstedet med en sikker forbindelse, vil du være i stand til at identificere det igennem webstedets certifikat. En sikker eller krypteret webadresse begynder med HTTPS i stedet for HTTP, og du vil ofte kunne se en eller anden form for ikon i browseren, f.eks. en hængelås, der angiver, at webstedet er sikkert. Sikre forbindelser bruger certifikater til at identificere webstedet og til at kryptere din forbindelse, så det bliver mere svært at se for en hacker.

Afhængigt at den type certifikat, webstedet har, vil du kunne se webadressen eller virksomhedsadressen, som certifikatet var udstedet til. EV-certifikater vil i nogle browsere gøre adresselinjen grøn og vil indeholde et bekræftet navn og en bekræftet adresse for ejeren af webstedet. Ikke-EV-certifikater vil indeholde webadresse eller domænenavn for webstedet. Hvis du kan se en sikkerhedsrapport, og den kun viser webstedets adresse, skal du være sikker på, at adressen er den, du ønsker at besøge. Phishing-websteder eller bedrageriske websteder bruger ofte et navn, der ligner navnet på et ægte websted, for at narre de besøgende til at tro, at de er på et pålideligt websted.

Certifikater udstedes af firmaer, der kaldes nøglecentre. Windows indeholder en liste over de mest almindelige nøglecentre. Hvis Windows ikke kan genkende certifikatets udsteder, vil du få en advarsel. Windows kan dog konfigureres til at stole på alle nøglecentre, så du bør ikke udelukkende stole på at modtage en advarselsmeddelelse, når et websted måske er bedragerisk.

Er webstedet certificeret af en organisation, der godkender websteder på internettet?

En organisation, der godkender websteder på internettet, er et firma, som arbejder på at beskytte personlige oplysninger, der overføres over internettet. Firmaet verificerer, at et websted har en erklæring om beskyttelse af personlige oplysninger (en meddelelse om, hvordan personlige oplysninger anvendes), og at du på dette websted kan vælge, hvordan de kan bruge dine oplysninger. Websteder, der er godkendt af denne type organisationer, kan få vist et segl for beskyttelse af personlige oplysninger som regel et sted på deres startside eller på bestillingsformularer. Disse segl garanteret dog ikke for, at du kan have tillid til et websted. Det betyder kun, at webstedet opfylder de betingelser, som stilles af den organisation, der godkender websteder på internettet. Desuden er der nogle websteder, der skrupelløst kan finde på at svindle og vise disse tillidslogoer. Hvis du ikke er sikker på, om et tillidslogo er ægte, bør du kontakte den pågældende organisation for at høre, om webstedet er registreret hos dem.

Hvis du vil have mere at vide om disse organisationer, kan du gå til webstedet TRUSTe webstedet BBB Online eller webstedet WebTrust.

Ejes webstedet af et firma eller en organisation, som du kender godt?

Hvis du f.eks. har købt varer i en almindelig butik, og du har været tilfreds med dem, kan det være, at du også vil prøve deres butik på internettet. Men selvom du har tillid til firmaet, skal du læse erklæringen om beskyttelse af personlige oplysninger og vilkårene for anvendelse på webstedet. Et firmas websted kan nogle gange være uafhængigt af dets butikker, og der kan gælde forskellige betingelser for beskyttelse af personlige oplysninger. Vær opmærksom på betingelser og vilkår, som du måske ikke er enig i, f.eks. krav om, at du skal acceptere mailtilbud eller reklame fra webstedet, eller at dine oplysninger deles med firmaets partnere. Hvis du ikke føler dig tryg ved disse vilkår eller det, som sker (f.eks. hvis du ikke vil overvåges eller se reklamer), bør du ikke benytte det pågældende websted.

Bliver du af webstedet bedt om at give personlige oplysninger?

Hvis du bliver bedt om at give personlige oplysninger, f.eks. kreditkortnumre eller bankoplysninger, skal du kun give dem, hvis der er en god grund til det. Du skal også sikre dig, at der er en sikker indtastningsformular til registrering af oplysninger. Se efter en meddelelse om, at oplysningerne krypteres, og se efter et låseikon, eller kontrollér, at webadressen starter med HTTPS:// (angiv ikke fortrolige oplysninger, hvis ingen af disse er til stede). Prøv også at finde ud af, hvad webstedets politik vedrørende lagring af oplysninger er: Gemmer de dit kreditkortnummer? Har de partnere, som de deler oplysninger med? Du bør være sikker på, at webstedet bruger dine oplysninger korrekt og på en sikker måde, før du giver dem.

Kan du på et handelswebsted se, om du kan kontakte nogen via telefon eller mail?

Har de et telefonnummer, du kan ringe til, hvis du har problemer, eller som du kan bruge til at afgive en ordre? Er der vist en postadresse på webstedet? Findes der en returpolitik med betingelser, som du kan acceptere? Hvis du ikke kan se et telefonnummer eller en fysisk adresse på webstedet, skal du prøve at kontakte firmaet via mail for at bede om oplysningerne.

Hvis du ikke genkender stedet, har du så andre oplysninger, som kan hjælpe dig med beslutningen?

Hvis du ikke kender et websted, eller det ikke har certifikat med segl for beskyttelse af personlige oplysninger, kan du måske stadig stole på det. Spørg venner eller kolleger, du har tillid til, om webstedet. Søg efter referencer til webstedet på internettet for at se, om der er referencer til det fra en kilde, f.eks. et tidsskrift eller et firma, du har tillid til. Læs erklæringen om beskyttelse af personlige oplysninger på webstedet eller andet, der offentliggøres der (men husk på, at disse erklæringer ikke nødvendigvis overholdes af webstedet).

Du kan muligvis ikke have tillid til et websted, hvis:

  • Du er blevet henvist til webstedet via en mail fra nogen, du ikke kender.

  • Webstedet har anstødeligt indhold, f.eks. pornografi eller ulovligt materiale.

  • Der tilbydes noget, som lyder for godt til at være sandt, hvilket kan angive bedrageri eller salg af ulovlige eller piratkopierede produkter.

  • Du besøger webstedet, fordi du lokkes derhen, hvorefter det viser sig, at produktet eller ydelsen ikke er, hvad du havde forventet.

  • Du bliver spurgt om dit kreditkort som bekræftelse af din identitet eller om personlige oplysninger, der ikke virker nødvendige.

  • Du bliver bedt om at oplyse et kreditkortnummer uden sikkerhed for, at transaktionen er sikker.

Har du brug for mere hjælp?