Hvordan kan jeg finde og fjerne en virus?

Du kan hurtigt kontrollere, om din pc har fået virus, ved at bruge Windows Defender. Denne beskyttelse mod malware er inkluderet i Windows og kan identificere og fjerne virus, spyware og anden skadelig software.

Bemærk!

  • Hvis du bruger Windows 8.1, kan du køre en scanner eller et antimalwareprogram fra en anden producent, hvis du foretrækker dette. Hvis ud vil holde din pc problemfri, skal du kun installere og køre ét antimalwareprogram ad gangen.

  • Hvis du bruger Windows RT 8.1, er Windows Defender altid slået til og kan ikke slås fra.

Sådan scannes din pc med Windows Defender

  1. Åbn Windows Defender ved at stryge ind fra højre kant af skærmen og trykke på Søg (eller, hvis du bruger mus, pege på øverste højre hjørne af skærmbilledet, flytte musemarkøren ned og derefter klikke på Søg). Indtast defender i søgefeltet, og tryk eller klik derefter på Windows Defender.

  2. Under Scanningsindstillinger skal du vælge den type scanning, du vil køre:

    • En Hurtig scanning kontrollerer kun de områder af pc'en, som skadelig software er mest tilbøjelig til at inficere, og eventuelle apps, der aktuelt kører.

    • En Fuld scanning kontrollerer alle filerne på pc'en. Alt efter din pc kan denne scanning tage mindst en time.

    • En Brugerdefineret scanning kontrollerer kun de filer og placeringer, du vælger.

  3. Tryk eller klik på Scan nu.

Fjerne en virus manuelt

Windows Defender fjerner typisk virus automatisk. I nogle tilfælde skal du dog fjerne en virus manuelt. Det kan være en teknisk krævende proces, som du kun skal forsøge dig med, hvis du har afprøvet alle andre muligheder, kender Windows-registreringsdatabasen og ved, hvordan du kan se og slette system- og programfiler i Windows.

Kør først dit antimalwareprogram for at få identificeret virussens navn. Hvis du ikke har et antimalwareprogram, eller hvis dit program ikke registrerer nogen virus, kan du måske finde den ved at lede efter tegn på, hvordan den fungerer. Notér teksten i alle de meddelelser, der vises, og hvis du modtog virussen i en mail, skal du notere emnelinjen eller navnet på den vedhæftede fil. Søg derefter på en antivirusudbyders websted eller i MicrosoftMalware Protection Center efter referencer til dine notater, eller prøv at finde navnet på virussen og instruktioner til, hvordan du kan fjerne den.

Genoprettelse og forebyggelse

Når virussen er fjernet, skal du måske geninstallere software eller gendanne mistede oplysninger. Regelmæssig sikkerhedskopiering af filer kan medvirke til at undgå datatab, hvis din pc skulle blive inficeret igen. Hvis du ikke har oprettet sikkerhedskopier tidligere, er det en god ide at gå i gang med at gøre det nu. Du kan finde flere oplysninger under Gendanne filer eller mapper ved hjælp af filhistorik.

Du kan finde flere tip til, hvordan du kan beskytte din pc mod virus, under Hvordan kan jeg beskytte min pc mod virus?