9.1. Debiteringer. Hvis der gælder et gebyr for en del af tjenesterne, erklærer De Dem indforstået med at betale gebyret. Den oplyste pris for tjenesterne omfatter alle gældende skatter og valutaafregninger, medmindre andet er angivet.
9.2. Deres faktureringskonto. Ved tilmeldingen til en tjeneste vil De blive bedt om at angive en betalingsmetode til betaling af gebyrer for den pågældende tjeneste. De kan få adgang til og ændre Deres faktureringskontooplysninger og betalingsmetode på webstedet Fakturering og kontoadministration (https://billing.microsoft.com). De erklærer Dem indforstået med altid at holde deres faktureringskontooplysninger opdateret. Desuden giver De Microsoft tilladelse til at bruge eventuelle opdaterede kontooplysninger i forbindelse med Deres betalingsmetode, som leveres af Deres udstedende bank eller Deres relevante betalingsnetværk. Hvis De meddeler os, at vi skal ophøre med at benytte Deres betalingsmetode, men undlader at oplyse en anden betalingsmetode, efter at vi har meddelt Dem, at De skal gøre dette inden for en passende tidsramme, giver det os ret til begrundet annullering af Deres betalte tjeneste. Deres meddelelse til os har ingen indflydelse på de gebyrer, vi opkræver via Deres faktureringskonto, inden vi med rimelighed kan reagere på ændringerne i Deres faktureringskontooplysninger.
9.3. Fakturering. Ved at angive en betalingsmetode over for Microsoft gør De følgende: i) erklærer, at De er bemyndiget til at bruge den betalingsmetode, De angiver, og at de betalingsoplysninger, De angiver, er korrekte og nøjagtige, ii) bemyndiger Microsoft til at fakturere Dem for tjenesterne ved hjælp af Deres betalingsmetode og iii) bemyndiger Microsoft til at fakturere Dem for enhver betalt funktion i de tjenester, som De vælger at tilmelde Dem eller bruge, mens denne aftale gælder. Fakturering af tjenestegebyrer til Deres betalingsmetode kan ske som aftalt, herunder: (a) på købstidspunktet, (b) kort efter købet eller (c) tilbagevendende, hvis der er tale om abonnementstjenester. Med Deres tilsagn kan fakturering også ske forud. Vi kan også opkræve det beløb, De har godkendt, og på forhånd underrette Dem om differencen ved tilbagevendende abonnementstjenester. Vi kan opkræve samlet betaling for mere end en af Deres tidligere faktureringsperioder samt Deres nuværende faktureringsperiode.
9.4. Automatisk fornyelse. Hvis automatisk fornyelse er tilladt i Deres land, provins eller stat, vil vi i forbindelse med Deres tilmelding til tjenesten, eller forud for den automatiske fornyelse af tjenesten, informere Dem om, at tjenesten automatisk fornys. Når vi har informeret Dem om, at tjenesterne automatisk fornys, kan vi forny Deres tjenester automatisk og opkræve betaling til den aktuelle pris for fornyelsesperioden. Vi minder Dem også om, at vi opkræver betaling via Deres valgte betalingsmetode for fornyelsen af tjenesterne, og vi giver Dem vejledning i, hvordan De kan opsige tjenesten. Vi opkræver betaling til den aktuelle pris for fornyelsesperioden, medmindre De mindst en måned forud for aftalens udløb eller udløbet af en eventuel fornyelsesperiode har meddelt os, at De ønsker at ophæve aftalen, eller på anden vis har gjort dette i overensstemmelse med, hvordan vi har informeret Dem om, hvordan De kan ophæve aftalen.
9.5. Onlineopgørelse og fejl. Vi leverer en onlinebetalingsopgørelse til Dem på webstedet Fakturering og kontoadministration (https://billing.microsoft.com), hvor De kan se og udskrive opgørelsen. De er forpligtet til at kontrollere onlinebetalingsopgørelsen med jævne mellemrum og mindst en gang om måneden. Det er den eneste faktureringsopgørelse, vi stiller til rådighed. Det er Deres ansvar at udskrive eller gemme en kopi af hver onlineopgørelse og at opbevare disse kopier som dokumentation. Hvis vi har begået en fejl i fakturaen, retter vi den, så snart De har gjort os opmærksom på fejlen, og vi har undersøgt opkrævningen. De skal underrette os inden 120 dage fra den dato, hvor en åbenbar fejl første gang optræder i fakturaen. Hvis De ikke underretter os inden for den periode, hæfter vi ikke for eventuelle tab, der skyldes fejl på grund af simpel uagtsomhed, og ydermere er vi i det tilfælde ikke forpligtet til at rette fejlen eller tilbyde en refusion. I alle andre tilfælde, hvor Microsoft har identificeret en faktureringsfejl, informerer vi Dem og tager skridt til at rette fejlen så hurtigt som muligt.
9.6. Fortrydelsesperiode. Når De rekvirerer tjenester hos os, har De ret til en annullerings- eller fortrydelsesperiode på femten dage, medmindre vi begynder at levere tjenesterne med det samme. I det tilfælde har De ikke ret til en annullerings- eller fortrydelsesperiode. De kan opsige tjenesterne som beskrevet i afsnit 9.10. Se oplysninger om Microsofts refusionspolitik i afsnit 9.9.
9.7. Tilbud om prøveperioder. Hvis De siger ja til et tilbud om prøveperiode, skal De opsige tjenesterne ved udløbet af prøveperioden, hvis De vil undgå at pådrage Dem nye omkostninger, medmindre vi meddeler Dem noget andet. De kan opsige tjenesterne som beskrevet i afsnit 9.10. Hvis De ikke opsiger Deres tjenester, og vi har informeret Dem om, at tjenesterne overgår til et betalt abonnement ved prøveperiodens ophør, og vi har informeret Dem om de gældende takster og eventuelle andre gældende vilkår, bemyndiger De os til at opkræve betaling til den aktuelle pris for tjenesterne via Deres betalingsmetode.
9.8. Prisændringer. Hvis der er fastsat en bestemt periode og pris for tjenestetilbuddet, vil prisen gælde, indtil denne periode slutter. De skal acceptere et eventuelt nyt tilbud og en eventuel ny pris, hvis De vil fortsætte med tjenesterne. Hvis Deres tjenester løber i perioder (f.eks. månedligt) uden nogen specifik samlet varighed, og der ikke er tale om en prøveperiode, må vi ændre prisen for tjenesterne med 5 procent pr. år, hvis vi meddeler Dem dette senest 30 dage, før ændringen træder i kraft. De får mulighed for at opsige tjenesterne, inden prisen ændres. Når vi informerer Dem om prisændringen, vil vi også tydeligt meddele Dem, at den nye pris træder i kraft, hvis De ikke opsiger tjenesterne. Efter periodens afslutning, og forudsat at De ikke har opsagt tjenesterne på foranledning af vores kommunikation, vil vi opkræve betaling for Deres brug af tjenesterne til den nye pris. Hvis De ikke kan acceptere prisen, skal De opsige og ophøre med at anvende tjenesterne, inden prisændringen træder i kraft. Hvis De opsiger tjenesterne, ophører disse ved udløbet af Deres nuværende tjenesteperiode, eller, hvis vi fakturerer på periodebasis, ved udløbet af den periode, hvori De opsiger tjenesterne.
9.9. Refusionspolitik. Generelt kan gebyrer ikke refunderes, medmindre refusionen baseres på en almindelig opsigelse, en begrundet opsigelse eller skyldspådragende adfærd fra Microsofts side, herunder at tjenesterne ikke leveres effektivt. Hvis De har ret til en fortrydelsesperiode jævnfør afsnit 9.6, vil De inden for en rimelig tidsperiode få godtgjort eventuelle faktisk betalte beløb.
9.10. Opsigelse af tjenesterne. De kan til enhver tid opsige tjenesterne med eller uden begrundelse. Gå til webstedet Fakturering og kontoadministration (https://billing.microsoft.com) for at få flere oplysninger om og vejledning i, hvordan De opsiger Deres tjenester. De skal referere til det tilbud, hvor tjenesterne beskrives, da i) De muligvis er forpligtet til at betale alle opkrævninger til deres faktureringskonto for tjenesterne forud for opsigelsesdatoen, eller ii) De kan miste adgangen til Deres Microsoft-konto, når De opsiger tjenesterne.
9.11. Ikke-rettidig betaling. De skal betale for vores rimelige omkostninger til inddrivelse af skyldige beløb, herunder udgifter til advokatsalær og andre sagsomkostninger i overensstemmelse med gældende lov og regler. Vi kan suspendere eller opsige Deres tjenester, hvis De ikke rettidigt betaler alt, hvad De skylder, efter at vi har sendt dem en påmindelse med trussel om suspension og/eller ophør af tjenesterne og oplysninger om, at De skal betale inden for en passende tidsperiode. De kan undgå suspension eller opsigelse, hvis De foretager den nødvendige betaling inden for den passende periode som angivet i påmindelsen. Hvis det skyldige beløb er marginalt, anvendes en anden procedure. Skyldige beløb på under 2 procent af det samlede fakturabeløb anses altid for at være marginalt. Suspension eller opsigelse af tjenesterne pga. manglende betaling kan medføre mistet adgang til Deres Microsoft-konto.
9.12. Betalinger til Dem. Hvis vi skylder Dem en betaling, erklærer De Dem indforstået med, at De rettidigt og korrekt skal give os de nødvendige oplysninger, for at vi kan gennemføre denne betaling til Dem. Det er Deres ansvar at betale eventuelle skatter og afgifter, som De skal afholde som følge af denne betaling til Dem. Hvis De ved en fejl modtager en betaling, De ikke er berettiget til, kan vi tilbageføre eller søge at tilbageføre betalingen, og De er indforstået med at bistå os i vores bestræbelser herpå.
9.13. Tjenester med internetadgang og andre gebyrer. Hvis tjenesterne ikke omfatter internetadgang, påhviler det Dem at betale de gebyrer, der opkræves af Deres internetudbyder. Disse gebyrer betales ud over de gebyrer, De betaler os for tjenesterne. Hvis De har adgang til tjenesterne via trådløse enheder (f.eks. mobiltelefoner og tablet-pc'er), kan Deres mobiloperatør opkræve gebyrer for vigtige beskeder, webbrowseranvendelse, chatbeskeder og andre tjenester, der kræver brug af sendetid og trådløse datatjenester. Forhør Dem hos Deres mobiloperatør, om De skal betale sådanne gebyrer. De alene er ansvarlig for eventuelle omkostninger, De måtte pådrage Dem for at få adgang til tjenesterne via en trådløs tjeneste eller en anden kommunikationstjeneste.