Computere er maskiner, der udfører opgaver eller beregninger ud fra nogle instruktioner, der stammer fra programmer. De første fuldt elektroniske computere, der blev introduceret i 1940'erne, var gigantiske maskiner, der skulle betjenes af en hel gruppe af mennesker. Sammenlignet med de første maskiner er nutidens computere fantastiske. De er ikke alene tusinde gange hurtigere, de kan også anbringes på et skrivebord, i dit skød eller endda i lommen.
Computere fungerer i samarbejde med hardware og software. Hardware er de dele af en computer, du kan se og røre ved, herunder kabinettet (den ydre kasse) og hele dets indhold. Det vigtigste stykke hardware er en lille firkantet chip inde i computeren, som kaldes CPU'en (Central Processing Unit) eller mikroprocessoren. Det er "hjernen" bag computeren — den del, der fortolker instruktioner og foretager beregninger. Hardware som f.eks. skærmen, tastaturet, musen, printeren og andre komponenter kaldes også hardwareenheder eller blot enheder.
Software er de instruktioner, eller programmer, der får hardwaren til at gøre noget. Et tekstbehandlingsprogram, som du kan bruge til at skrive breve på computeren, er en type software. Operativsystemet (OS) er software, der styrer computeren og dens tilsluttede enheder. To af de mest udbredte operativsystemer er Windows- og Macintosh-operativsystemer. Denne computer bruger Windows Operativsystem.