Brug af musen
Brug musen til at arbejde med elementer på skærmen på samme måde, som du bruger dine hænder til at gøre noget med objekter i den fysiske verden. Du kan flytte objekter, åbne dem, ændre dem, smide dem væk og foretage andre handlinger ved at pege og klikke med musen.
Basisdele
En mus har normalt to knapper: en primær knap (som regel den venstre) og en sekundær knap (som regel den højre). Du skal bruge den primære knap mest. De fleste mus har også et rullehjul mellem knapperne, så du nemt kan rulle gennem dokumenter og websider. På nogle mus er det muligt at trykke på rullehjulet for at bruge det som en tredje knap. Avancerede mus kan have yderligere knapper, der udfører andre funktioner.
Enkeltdelene på en mus
Holde om og bevæge musen
Anbring musen ved siden af tastaturet på en ren, glat overflade som f.eks. en musemåtte. Hold let om musen med pegefingeren på den primære knap og tommelfingeren på siden. Du kan bevæge musen ved at skubbe den langsomt i den ønskede retning. Du skal ikke dreje den — forenden af musen skal altid pege væk fra dig. Når du bevæger musen, flyttes en markør (se billedet) på skærmen i samme retning. Hvis du ikke kan flytte musen længere på skrivebordet eller musemåtten, skal du løfte musen op og anbringe den tættere på dig selv.
Hold let om musen uden at bøje håndleddet
Pege, klikke og trække
At pege på et element på skærmen vil sige at flytte musen, så markøren ser ud til at berøre elementet. Når du peger på noget, vises ofte en lille kasse med en beskrivelse af elementet. Hvis du f.eks. peger på papirkurven på skrivebordet, vises en kasse med følgende oplysninger: "Indeholder de filer og mapper, som du har slettet".
Når du peger på et objekt, vises ofte en beskrivelse af det
Markøren kan skifte udseende alt efter, hvad du peger på. Når du f.eks. peger på et link i webbrowseren, skifter markøren fra en pil
til en hånd, der peger
.
Til de fleste handlinger skal du både pege med musen og klikke på en af dens knapper. Der er fire grundlæggende måder at bruge museknapperne på: klikke, dobbeltklikke, højreklikke og trække.
Klikke (enkeltklik)
Hvis du vil klikke på et element, skal du pege på det på skærmen og derefter trykke på og slippe den primære knap (som regel den venstre).
Et klik bruges oftest til at markere (fremhæve) et element eller åbne en menu. Denne handling kaldes også enkeltklik eller venstreklik.
Dobbeltklikke
Hvis du vil dobbeltklikke på et element, skal du pege på det på skærmen og derefter klikke hurtigt to gange. Hvis der går for lang tid mellem de to klik, kan de blive fortolket som to enkeltklik i stedet for et dobbeltklik.
Dobbeltklik bruges oftest til at åbne elementer på skrivebordet. Du kan f.eks. starte et program eller åbne en mappe ved at dobbeltklikke på et ikon på skrivebordet.
Tip!
Hvis du finder det svært at dobbeltklikke, kan du justere dobbeltklikhastigheden (den acceptable tid mellem de to klik). Sådan gør du:
-
Åbn Mus ved at klikke på knappen Start
, klikke på Kontrolpanel, klikke på Hardware og derefter klikke på Mus.
-
Klik på fanen Knapper og flyt derefter skyderen under Dobbeltklikhastighed for at øge eller mindske hastigheden.
Højreklikke
Hvis du vil højreklikke på et element, skal du pege på det på skærmen og derefter trykke på og slippe den sekundære knap (som regel den højre).
Når du højreklikker på et element, bliver der normalt vist en liste over handlinger, du kan udføre på elementet. Hvis du f.eks. højreklikker på papirkurven på skrivebordet, viser Windows en menu, hvor du kan åbne den, tømme den, slette den eller se dens egenskaber. Hvis du er usikker på, hvad du kan gøre ved et element, skal du højreklikke på det.
Højreklik på papirkurven åbner en menu med tilhørende kommandoer
Trække
Du kan flytte elementer omkring på skærmen ved at trække dem. Hvis du vil trække et objekt, skal du pege på det på skærmen, holde den primære knap nede, mens du flytter objektet til en ny placering, og derefter slippe den primære knap.
Trækkemetoden (også kaldet træk og slip) bruges primært til at flytte filer og mapper til en anden placering og til at flytte vinduer og ikoner omkring på skærmen.
Brug af rullehjulet
Hvis musen har et rullehjul, kan du bruge det til at rulle gennem dokumenter og websider. Hvis du vil rulle nedad, skal du rulle hjulet bagud (mod dig selv). Hvis du vil rulle opad, skal du rulle hjulet fremad (væk fra dig selv).
Tilpasse musen
Du kan ændre musens indstillinger efter dine personlige præferencer. Du kan f.eks. vælge, hvor hurtigt musemarkøren skal flyttes hen over skærmen, eller angive markørens udseende. Hvis du er venstrehåndet, kan du gøre den højre knap til den primære knap. Yderligere oplysninger finder du under Ændre indstillinger for musen.
Tip om forsvarlig brug af musen
Du skal holde om og bevæge musen korrekt for at undgå ømhed eller skader i håndled, hænder og arme, især hvis du bruger computeren lang tid ad gangen. Her er nogle tip om, hvordan du kan undgå at få problemer:
-
Anbring musen i albuehøjde. Overarmene skal hvile afslappet langs siden af kroppen.
-
Undgå at klemme eller tage hårdt om musen. Hold den let og ubesværet.
-
Bevæg musen ved at dreje armen ved albuen. Undgå at bøje håndleddet opad, nedad eller til en af siderne.
-
Klik på en museknap med et let tryk.
-
Du skal slappe af i fingrene. De må ikke hænge i luften over knapperne.
-
Slip musen, når du ikke skal bruge den.
-
Hold pause fra computeren hvert 15. til 20. minut.