Hvor er mit albumcover?

Arbejde med sangtitler, kunstnernavn og meget andet i Windows Media Player

Af Drew Williams

Med Windows Media Player er det let at oprette et stort musikbibliotek på computeren. Men hvis du ikke lægger mærke til, hvordan musikken registreres, kommer du sikkert til at undre dig over, hvor dine sange bliver af. Sangene på din computer vil være lige så uorganiserede, som hvis du opbevarede en bunke cd'er i en papkasse. Derfor er det afgørende, at du sørger for at registrere rigtige og fuldstændige oplysninger for hvert album og hver sang i samlingen, hvis du senere vil kunne finde et bestemt nummer i en fart.

Mange fine attributter

Medieattributterne til albummer og sange i biblioteket i Media Player – som omfatter albumcover, albumkunstner, sangtitel, klassifikation (det antal stjerner du eller en dataudbyder giver en sang), medvirkende kunstner, komponist og udgivelsesår – kaldes under ét for medieoplysninger. Når medieoplysningerne i Media Player er rigtige, kan du nemt finde et bestemt nummer ved at skrive lidt af kunstnerens navn eller et par ord fra sangtitlen i feltet Søg.

Skærmbillede, der viser korrekte medieoplysninger Medieoplysningerne i biblioteket omfatter medieattributter som albumcover og sangtitel.

I langt de fleste tilfælde finder Media Player automatisk alle medieoplysninger til dig, når du kopierer en cd eller gemmer en musikfil i mappen Musik. Men denne metode er ikke idiotsikker. Hvis der mangler oplysninger, eller oplysningerne er forkerte, kan det gøre det til en frustrerende oplevelse at lytte til musikken. Det kan være svært at finde det, du leder efter, hvis dit album med Inuitisk strubesang ved en fejltagelse er klassificeret som punk, eller hvis London Calling vises som Clash Album #3.

Skærmbillede, der viser manglende medieoplysninger Når medieattributterne mangler i Media Player, kan det være svært at finde de rigtige sange

Efter at jeg har måttet rette mange forekomster af forkerte medieoplysninger i min egen musiksamling, har jeg indført nogle metoder, så mit musikbibliotek ikke udvikler sig til kaos. Jeg forsøger at kombinere min hang til dovenskab med mit behov for korrekte titler ved at finde de nemmeste løsninger først, før jeg begynder at ændre noget manuelt. Uanset hvad, lader jeg guiden gøre arbejdet.

Benyt dig af guiden

Det første jeg gør, når jeg opdager, at der mangler medieoplysninger er – ingenting. Album- og sangoplysninger vises normalt med det samme i biblioteket i Media Player, når du kopierer en cd, men med coveret kan det tage længere tid. Nøjagtigt som med anden kunst, skal du være lidt tålmodig, når du har gemt nye musikfiler i mappen Musik. Det kan tage lidt tid, før Media Player finder og viser disse filer. Hvis du vil lytte til en sang uden at vente på, at den vises i biblioteket i Media Player, skal du dobbeltklikke på filen i mappen Musik.

Hvis der går en dag, og du stadig ikke kan finde det albumcover eller de oplysninger, du leder efter i biblioteket, skal du bruge guiden Søg efter albumoplysninger. Du starter denne guide ved at højreklikke på albumcoveret (det er stadig mest sandsynligt, at det bruges som pladsholder). Klik derefter på Søg efter albumoplysninger.

Din specifikke oplevelse med guiden afhænger af, hvor mange oplysninger du har i forvejen i biblioteket. Hvis der kun mangler nogle få medieattributter, udfylder guiden typisk de resterende oplysninger for dig. Hvis du f.eks. har de rigtige oplysninger om album og sang, men ikke et albumcover, kan guiden normalt finde et, der passer fuldkommen. Gennemgå de oplysninger, som guiden finder. Hvis det er det, du vil have, skal du klikke på Udfør. Guiden opdaterer automatisk evt. uoverensstemmelser i medieoplysningerne og tilføjer det rigtige cover.

Skærmbillede, der viser alle resultater i guiden Søg efter albumoplysninger Hvis der kun mangler en eller to medieattributter, finder guiden Søg efter albumoplysninger dem til dig.

Hvis nogle af sangoplysningerne i biblioteket er anderledes end de oplysninger, som guiden finder online, lader guiden dig sammenholde hvert spor uden match med det rigtige spor. De eksisterende spor i dit bibliotek vises i guidens venstre side. Guidens forslag til kombination af spor vises i højre side. Rul gennem de foreslåede spor, og klik på det, du vil bruge, eller klik på Rediger for at filføje dine egne oplysninger. Når du har fundet spor, der passer til alle sporene uden match, skal du klikke på Næste for at se de opdaterede oplysninger for hver sang. Klik derefter på Udfør for at gemme ændringerne.

Skærmbillede, der viser koordineringen af sange i guiden Søg efter albumoplysninger Hvis der mangler flere sangtitler, eller de er forkerte, kan du sætte dem sammen med de rigtige titler ved at bruge guiden Søg efter albumoplysninger

Det kan ske, at der slet ikke vises medieoplysninger, når du har kopieret en cd, så du efterlades med et album uden titel med sange uden titler. Du kan stadig bruge guiden, men du skal angive kunstneren på albummet eller albummets navn i feltet Søg og derefter klikke på Søg. Guiden opretter en liste over mulige album, der passer til. Vælg det album, der passer, ret sporene i det omfang, det er nødvendigt, og klik derefter på Udfør.

Skærmbillede, der viser søgning efter et tilsvarende album i guiden Søg efter albumoplysninger Når alle eller de fleste medieoplysninger mangler, skal du angive albummets kunstner eller titel i søgefeltet for at få vist en liste over sange, der kan passe.

Eller bliv bare i biblioteket

Det er normalt hurtigt og nemt at bruge guiden, men det kan ske, at det er lige så hurtigt selv at ændre en ting direkte i biblioteket. Hvis du er tilfreds med de fleste grundlæggende medieoplysninger, kan du ændre enkelte medieattributter ved at højreklikke på en attribut og derefter klikke på Rediger. Du kan sætte fart i processen ved at redigere flere attributter på én gang: Hold SKIFT-tasten nede, mens du markerer flere forekomster af samme attribut, og højreklik derefter på hele markeringen. Når du redigerer teksten til en enkelt medieattribut, ændrer Media Player oplysningerne for alle de markerede attributter.

En anden hurtig løsning har med et almindeligt problem i biblioteket at gøre, hvor sange fra ét album har attributter, der er i modstrid med hinanden. Der oprettes i så fald to delvise versioner af det samme album. Løsningen er at trække det delvise album med forkerte oplysninger over i albummet med de rigtige oplysninger. Sporene kombineres til et enkelt album. Det er altid en god ide at køre albummet gennem guiden efter denne løsning for at være sikker på, at de opdaterede oplysninger stemmer overens med det, som guiden viser.

Hvis der af en eller anden grund stadig mangler et albumcover, efter at Media Player har opdateret albumoplysningerne, og efter at du har kontrolleret sangoplysningerne med guiden, kan du stadig vælge den nemme løsning at gemme et cover oven i det cover, der fungerer som pladsholder. Hvis du kan finde den rigtige coverfil på internettet (f.eks. på et websted, der tilhører det plademærke, som har udgivet albummet), skal du højreklikke på coverfilen og derefter klikke på Kopier. Højreklik derefter i biblioteket på den pladsholder, du vil opdatere, og klik på Indsæt albumcover.

Koderedigering, når alt andet mislykkes

Hvis guiden ikke løser problemet med forkerte medieoplysninger, og du ikke vil redigere alle de enkelte medieattributter i biblioteket, kan du overveje at bruge Avanceret koderedigering. Det giver dig mulighed for at rette alle medieattributter for et enkelt spor i ét vindue – det eneste, du skal gøre, er at udfylde de relevante tekstfelter og klikke på OK. Du kan endda føje nye medieattributter til filen som sangtekster, sprog og billeder. Du åbner Avanceret koderedigering ved at højreklikke på en sang i biblioteket og derefter klikke på Avanceret koderedigering.

Jeg synes selv, at denne funktion er utroligt nyttig, når jeg arbejder med enkelte spor, som jeg har hentet enkeltvis, eller som er fra en samling, der omfatter flere forskellige kunstnere. Jeg kan f.eks. godt lide at søge efter spor på websteder, der tilhører uafhængige plademærker. Der sker jævnligt, at disse firmaer ikke leverer medieoplysninger med til disse overførselsfiler, men jeg kan så selv tilføje dem med Avanceret koderedigering. Når jeg har hentet en fil, giver jeg den et navn, jeg kan huske, gemmer den i mappen Musik og søger derefter efter den i biblioteket i Media Player. Når jeg har fundet filen i biblioteket, højreklikker jeg bare på sporet og går i gang med at udfylde tekstfelterne.

Avanceret koderedigering Brug Avanceret koderedigering, hvis du vil angive detaljerede oplysninger om et enkelt spor

Sikre, at sangene er de samme

Hvis du ikke kender de metoder, jeg har beskrevet, kan du prøve dem alle og se, hvilken af dem du synes bedst om. Du kan også eksperimentere og forsøge at ændre medieoplysninger på forskellige måder. Du kan f.eks. tilføje endnu flere detaljerede oplysninger om et spor med Avanceret koderedigering. Hvis du har brug for flere oplysninger om, hvordan du holder orden i din musiksamling, er Medieoplysninger i Windows Media Player: ofte stillede spørgsmål et godt sted at begynde.

Det tager normalt kun nogle få sekunder at rette medieoplysninger i Windows Media Player, når du først har vænnet dig til processen. Hvis du gør en ekstra indsats for at sikre, at oplysningerne om et spor altid er angivet korrekt, vil du kunne takke dig selv på et senere tidspunkt, når du leder efter en bestemt polka mellem tusindvis af numre i din imponerende samling af bluegrass, trance og funk.

Om forfatteren

Billede af skribenten Drew Williams

Drew Williams er tekstforfatter på Windows-teamet hos Microsoft. Før han begyndte at arbejde for Microsoft skrev han om computerspil, flyvemaskiner, kriminalitet og sundhedsfarligt affald (dog ikke altid på samme tid). Hans hobbyer er bl.a. at opdrage små børn, skovle kompost og at sove.

Har du en kommentar til skribenten? Skriv din feedback ved at bruge værktøjet nedenfor. (Du vil kunne se kommentarfeltet, når du klikker på en af knapperne). Bemærk, at selvom skribenterne læser din feedback, kan de ikke sende dig et personligt svar pga. de mange tilbagemeldinger, der modtages.

Var disse oplysninger nyttige?Customer feedback: Ofte stillede spørgsmål
Tak.
Vil du tilføje andet?
Tak. Din feedback hjælper os med løbende at forbedre vores indhold.
1200 400 Hvordan kan vi gøre disse oplysninger mere nyttige for dig? Send Spring dette over Vil du tilføje andet? Send Nej tak