Oprette en trådløs netværksforbindelse til din hjemme-pc i Windows XP uden en router

Når du opretter et trådløst netværk til en anden eller tredje computer uden en trådløs router eller et selvstændigt trådløst adgangspunkt (WAP), er der tale om et ad hoc-trådløst netværk. Du kan oprette et ad hoc-trådløst 802.11b-netværk fra den grafiske brugergrænseflade i Windows XP. Her kan du se, hvordan du tilføjer Deling af internetforbindelse på værtscomputeren og opretter et ad hoc-trådløst netværk.

Vis alle

Konfigurere værtscomputeren

Du skal først installere et trådløst 802.11b-kort i hovedcomputeren og konfigurere det som en trådløs forbindelse fra computer til computer (ad hoc). Når du har installeret en 802.11b-adapter på en computer, registrerer Windows XP automatisk kortet, installerer drivere og viser et ikon i meddelelsesområdet. Hvis computeren er placeret i et miljø, hvor der er andre trådløse netværk i området, vises der automatisk en liste over tilgængelige netværk i Windows. Hvis der ikke er nogen trådløse netværk i området, vises der muligvis et rødt "X" på det trådløse forbindelsesikon, og vinduet Vis trådløse netværk åbnes ikke nødvendigvis automatisk. Du kan åbne vinduet ved at klikke på ikonet for den trådløse forbindelse.

Du skal ikke vælge et tilgængeligt netværk på dette tidspunkt, hvis der vises netværk på listen Tilgængelige netværk. Hvis din computer tidligere har oprettet forbindelse til et foretrukket adgangspunkt, skal du fjerne alle foretrukne adgangspunkter. På denne måde oprettes der kun forbindelse til det ad hoc-netværk, du forsøger at konfigurere.

Klik på fanen Avanceret øverst i vinduet. Vælg Kun computer-til-computer-netværk (til bestemte formål), og fjern markeringen i feltet Opret automatisk forbindelse til netværk, der ikke er foretrukne. Når foretrukne netværk er fjernet, sørger denne indstilling for, at der kun oprettes forbindelse til ad hoc-netværket.

Klik igen på fanen Trådløse netværk. Klik på Tilføj under Foretrukne netværk. Angiv et Netværksnavn (SSID) i dialogboksen Egenskaber for trådløst netværk. Du kan vælge et hvilket som helst navn, men du skal bruge det samme navn til alle computere, du konfigurerer. Bemærk, at netværkstypen computer-til-computer allerede er markeret, og at dette ikke kan ændres, da det er angivet, at der kun skal oprettes forbindelse til ad hoc-netværk.

Når du har konfigureret netværksnavnet (SSID) i dialogboksen Egenskaber for trådløst netværk, vises det nye ad hoc-netværk med et PC Card-ikon, som angiver, at dette er et netværk af typen computer-til-computer.

Konfigurere en klientcomputer

Når du har installeret et 802.11b-baseret Silver PC Card i en anden computer, vises en liste over de trådløse adgangspunkter i området eller ad hoc-trådløse netværk under fanen Trådløse netværk.

Det nye ad hoc-netværk vises på listen. Markér navnet på netværket, og klik derefter på Konfigurer. Eftersom WEP ikke konfigureres på dette tidspunkt, skal du klikke på OK.

Dele internetforbindelsen

Benyt følgende fremgangsmåde, når du vil dele forbindelsen:

  1. Klik på Start, klik på Kontrolpanel, klik på Skift til klassisk visning, og klik derefter på Netværksforbindelser.

  2. Klik på den forbindelse, der skal deles, og klik derefter på Skift indstillinger for denne forbindelse under Netværksopgaver.

  3. Klik på fanen Avanceret, og markér derefter afkrydsningsfeltet Tillad andre brugere på netværket at oprette forbindelse gennem denne computers internetforbindelse.

  4. Hvis du ikke bruger en firewall fra tredjepart og ikke allerede har konfigureret Firewall til internetforbindelse, skal du markere afkrydsningsfeltet Firewall til internetforbindelse for at aktivere denne funktion.

  5. Aktivér indstillingen, hvis du vil lade andre brugere styre eller aktivere denne forbindelse.

Når du har fuldført ICF-konfigurationen, vises den oprindelige Ethernet-kabelforbindelse i vinduet Netværksforbindelse på værtscomputeren, og status vises som både Delt og Aktiveret. Forbindelsen på værtscomputeren vises som en Internetgateway i vinduet Netværksforbindelse på klientcomputeren.

Klientcomputeren/-computerne modtager nu en IP-adresse af privat klasse, der ikke kan routes, i adresseområdet 192.168.0.* via DHCP fra værtscomputeren, og der bør være fuld internetforbindelse.

Konfigurere WEP

Hvis forbindelsen er blevet oprettet, skal du gå tilbage til Netværksegenskaber og konfigurere indstillinger for WEP for at sørge for den fornødne sikkerhed for ad hoc-netværket.

På værtscomputeren skal du åbne dialogboksen Egenskaber for trådløst netværk og markere afkrydsningsfeltet Datakryptering (WEP-aktiveret). Du kan finde oplysninger om nøglelængde og nøgleformat i dokumentationen til dit trådløse kort.

Brug det højeste krypteringsniveau (nøglelængde), der understøttes af din hardware og dine drivere. Hvis du bruger en ASCII-netværksnøgle, skal du sørge for at vælge tilfældige tegn og bogstaver, som ikke er lette at gætte. Til sidst skal du bruge de samme nøgle- og krypteringsindstillinger og konfigurere klientcomputeren/-computerne.

Bemærk!

  • Du kan sikre dig yderligere ved evt. at skifte nøglen en eller flere gange om ugen.