Brug af temaer

Hvis du bruger meget tid på at se på computerskærmen, ved du, hvor vigtigt det er at kunne lide det, du ser. De billeder, farver og lyde, du vælger, kan afspejle, hvem du er, og hvad der er vigtigt for dig, og de kan få dig til at føle dig hjemme på pc'en. I Windows 7 kan du ændre skrivebordets baggrund, farven på vinduernes kanter, lyde og pauseskærm på pc'en på én gang (og så tit du ønsker) ved hjælp af temaer.

Hvad er et tema?

Et tema er en kombination af billeder, farver og lyde. Temaer indeholder:

Billede af et temas enkeltdele
Dele af et tema
  • En skrivebordsbaggrund. Et billede, en farve eller et design som baggrund for dine åbne vinduer. Skrivebordets baggrund kan være et enkelt billede eller et slideshow. Du kan vælge fra de baggrundsbilleder til skrivebordet, der følger med Windows, eller du kan bruge dine egne billeder.

    Billede af skrivebordsbaggrunde, som følger med Windows
    Nogle af de baggrunde til skrivebordet, du kan vælge mellem i Windows
  • En farve på en vindueskant. Farven på dine vinduers kanter, proceslinjen og menuen Start.

    Billede af farver på vinduesrammer
    Tilgængelige farver til vinduesrammer i Aero
  • Lyde. En samling af relaterede lyde, som du hører, når der forekommer hændelser på computeren. En hændelse kan være en handling, du udfører, f.eks. logge på computeren, eller en handling, computeren udfører, f.eks. underrette dig, når du modtager en ny mail.

  • En pauseskærm. Et levende billede eller mønster, der vises på skærmen, når du ikke har brugt musen eller tastaturet i en fastlagt periode.

Du kan finde alle dine temaer i Personlige indstillinger i Kontrolpanel. Klik på et tema for at anvende det på skrivebordet.

Åbn Personlige indstillinger ved at klikke på knappen StartBillede af knappen Start og derefter klikke på Kontrolpanel. Skriv personlige indstillinger i søgefeltet, og klik derefter på Personlige indstillinger.

I Personlige indstillinger i Kontrolpanel findes der fire typer temaer.

  • Mine temaer Temaer, som du har tilpasset, gemt eller downloadet. Hver gang du foretager ændringer af et tema, vises de nye indstillinger her som et ikke-gemt tema.

  • Aero -temaer. Windows-temaer, du kan bruge til personlig tilpasning af computeren. Alle Aero-temaer indeholder Aero-glaseffekter, og mange af dem indeholder et slideshow til skrivebordets baggrund. Du kan finde flere oplysninger om Aero i Hvad menes der med Aero-computeroplevelse?

  • Installerede temaer. Temaer, der er blevet oprettet af computerproducenten eller andre udbydere end Microsoft.

  • Enkle temaer og temaer med stor kontrast. Temaer, der er designet til at hjælpe med at forbedre computerens ydeevne eller gøre elementer på skærmen lettere at se. Enkle temaer og temaer med stor kontrast indeholder ikke Aero-glaseffekter.

Oprettelse af temaer

Du er ikke begrænset til de temaer, der følger med Windows. Uanset om du ønsker at vise de nyeste billeder af dine børn, huske gode minder fra en ferie eller et bryllup eller hylde en film, et band eller en sport, du synes godt om, så kan du oprette et tema for at gøre det. Du kan gemme dit tilpassede tema, og du kan endda sende det til en anden.

Du kan komme i gang ved at klikke på et tema for at anvende det på skrivebordet. Derefter kan du ændre hver enkelt del af temaet, indtil skrivebordets baggrund, farven på vinduernes kanter, lydene og pauseskærmen er, præcis som du vil have dem til at være. Alle dine ændringer vil blive gemt under Mine temaer som et ikke-gemt tema. Du kan finde flere oplysninger under Oprette et tema.

Billede af et ikke-gemt tema
Et ikke-gemt tema

Hvis du er tilfreds med den måde, dit nye tema ser ud på og lyder, kan du gemme det, så du kan bruge det, når du har lyst.

Sådan gemmer du et tema

  1. Åbn Personlige indstillinger ved at klikke på knappen StartBillede af knappen Start og derefter klikke på Kontrolpanel. Skriv personlige indstillinger i søgefeltet, og klik derefter på Personlige indstillinger.

  2. Klik på det redigerede tema for at anvende det på skrivebordet.

  3. Klik på Gem tema.

  4. Angiv et navn på temaet, og klik derefter på Gem.

    Temaet vises under Mine temaer.

Sådan deler du temaer

Du behøver ikke at stoppe her. Du kan sende temaer, som du har oprettet, til venner og familiemedlemmer, som har Windows 7. For at sende dit tema til andre personer skal du gemme det i et filformat, der kan deles, en såkaldt .themepack-fil. Så kan du dele temaet via mail, et netværk eller en ekstern harddisk.

Sådan deler du et tema

  1. Åbn Personlige indstillinger ved at klikke på knappen StartBillede af knappen Start og derefter klikke på Kontrolpanel. Skriv personlige indstillinger i søgefeltet, og klik derefter på Personlige indstillinger.

  2. Klik på det redigerede tema for at anvende det på skrivebordet.

  3. Højreklik på temaet, og klik derefter på Gem tema til deling.

    Billede af højreklik på et ikke-gemt tema
    Lagring af et tema
  4. Skriv et navn på temaet i feltet Filnavn, og klik derefter på Gem.

    Temaet gemmes som standard i mappen Dokumenter i Windows.

    Billede af en .themepack-fil i mappen Dokumenter
    En .themepack-fil i mappen Dokumenter

Sådan sletter du temaer

Hvis du bliver træt af et tema, du har oprettet eller downloadet, kan du slette det fra din computer. De temaer, der følger med Windows, kan ikke slettes.

Sådan slettes et tema

  1. Klik på et andet tema for at anvende det på skrivebordet. Du kan ikke slette et tema, mens det er i brug.

  2. Højreklik på det tema, du vil slette, og klik derefter på Slet tema.

Hente flere temaer

Du kan finde flere temaer, du kan føje til din samling, i galleriet med brugertilpasning på Windows-webstedet.

Flere oplysninger om billederne

Hvis du er nysgerrig med hensyn til billederne i et tema, kan du finde flere oplysninger om dem – bl.a. billedets titel og oplysninger om, hvor det blev taget (disse oplysninger fås muligvis ikke til alle billeder).

Sådan finder du oplysningerne om et billede

  1. Åbn Personlige indstillinger ved at klikke på knappen StartBillede af knappen Start og derefter klikke på Kontrolpanel. Skriv personlige indstillinger i søgefeltet, og klik derefter på Personlige indstillinger.

  2. Klik på et tema for at anvende det på skrivebordet, og klik så på Skrivebordsbaggrund.

  3. Peg på et billede for at se flere oplysninger om det.