Computerens tilstand kan påvirke internetforbindelsen. Spyware og virus kan uden tvivl give anledning til problemer, men internetforbindelsens hastighed kan også påvirkes af tilføjelsesprogrammer, den hukommelse, computeren har til rådighed, pladsen på harddisken, harddiskens tilstand og de programmer, der kører.
To af de hyppigste årsager til dårlig internetydeevne er spyware og virus. Spyware kan sænke hastigheden i systemet, fordi det griber forstyrrende ind i browseren og monopoliserer internetforbindelsen. Spyware overvåger din brug af internettet og dine tastanslag, hvilket giver forsinkelser. Problemet forværres, når der kører flere spyware-programmer på samme tid. Hvis problemet er alvorligt nok, kan du helt miste forbindelsen. Du kan genoprette internettets ydeevne ved regelmæssigt køre et antispywareprogram, som fjerner evt. spywareangreb. Du kan finde flere oplysninger under Søge efter spyware og anden potentielt uønsket software.
Computervirus kan også resultere i en dårlig internetydeevne. Når en virus inficerer en computer, installeres der computerkode, som vil prøve at overføre sig selv ved at sende kopier af sig selv via e-mail. Nogle virus kan multiplicere sig selv med en hastighed af hundredvis af e-mails i minuttet, hvilket mindsker den computerkraft og båndbredde til internetforbindelsen, der er tilbage til alt andet. Ofte er der ikke nogen andre tegn på, at virus kører, så det er bedst at køre et antivirusprogram hele tiden. Du kan finde flere oplysninger om håndtering af virus under Virus: ofte stillede spørgsmål.
Tilføjelsesprogrammer i browseren kan også medføre problemer med ydeevnen. Tilføjelsesprogrammer i browseren er programmer, f.eks. multimedietilføjelsesprogrammer, søgepaneler eller andre programmer, der ofte vises på værktøjslinjen i browseren. Mange tilføjelsesprogrammer i browseren kan give en mere varieret browservisning med multimedievisning eller specialiseret dokumentvisning. Visse tilføjelsesprogrammer kan imidlertid sænke hastigheden i internetforbindelsen. Hvis du har mistanke om, at tilføjelsesprogrammer medfører langsom ydeevne, kan du prøve at starte Internet Explorer i en tilstand, hvor tilføjelsesprogrammer er deaktiveret. Tilføjelsesprogrammer er kun deaktiveret for sessionen, men hvis du finder ud af, at ydeevnen forbedres, kan du bruge Tilføjelsesstyring til at slå dem fra permanent. Hvis du vil have adgang til Tilføjelsesstyring fra Internet Explorer, skal du klikke på knappen Funktioner og derefter på Administrer tilføjelsesprogrammer. Du kan finde flere oplysninger under Hvordan påvirkes min computer af tilføjelsesprogrammer i browseren?
I lighed med alle andre computerprogrammer kræver Internet Explorer en vis mængde computerkraft, hukommelse og diskplads, før det kører effektivt. Hver webside, du får vist, hentes først over i hukommelsen og gemmes derefter i midlertidige diskfiler. Hvis du kører et andet program, der bruger meget hukommelse og computerkraft, kan det konkurrere med Internet Explorer og medføre forsinkelser. Hvis du opdager, at din internetforbindelse kører langsomt, og du har andre programmer kørende, kan du prøve at lukke dem. Hvis du vil køre flere programmer, kan du overveje at øge den hukommelse, der er i computeren. Manglende diskplads kan også give problemer med ydeevnen. Du kan øge pladsen på disken, hvis du sletter de midlertidige filer i Internet Explorer. Du kan få at vide, hvordan du sletter midlertidige filer, under Slette oversigt over besøgte websteder.
Det kan ske at indstillinger i Internet Explorer bliver ændret, hvilket muligvis kunne påvirke brugen af Internet Explorer. Du kan nulstille Internet Explorer til standardindstillingerne. Du kan finde flere oplysninger under Nulstille indstillinger i Internet Explorer. Nulstilling af Internet Explorer kan ikke fortrydes, så derfor bør du gennemgå listen over de indstillinger, der bliver berørt, inden du nulstiller.