Familiebilleder på den lette måde

Hvem kan ikke lide at samles med familien? Uanset om det er ferie eller bare en komsammen i sommerens løb, vil du altid nyde de hyggelige måltider, de nostalgiske historier, de livsvarige minder – og de 1.000 billeder, du nu har på dit digitale kamera.

Det behøver ikke at være besværligt at tage fotos af familiearrangementet. Med Windows Photo Gallery er det hurtigt og let at organisere, redigere og dele familiebilleder. Og det bedste ved det hele er, at det er gratis.

Start her

Du kan downloade Photo Gallery gratis. Følg derefter disse trin for at komme i gang:

  • Klik på knappen StartBillede af knappen Start.
  • Skriv Photo Gallery i søgefeltet, og klik derefter på Windows Photo Gallery på listen med søgeresultater.

  • Klik på knappen Log på i øverste højre hjørne af skærmbilledet. Når du har oprettet en konto, kan du dele billeder og videoer med familie og venner.

  • Skriv mailadressen og adgangskoden til din Microsoft-konto.

De billeder, der automatisk vises i Photo Gallery, gemmes i mappen Billeder (eller Videoer) på din computer. Du kan også uploade billeder fra et digitalt kamera, et hukommelseskort eller en scanner.

Adskil billeder ud fra personerne på dem

Ingen – selv ikke din familie – orker at se alle dine billeder, især ikke de halvdårlige. Det kan f.eks. være, at din onkel Hans kun vil se de billeder, som hans familie er med på.

Ved hjælp af ansigtsgenkendelse i Photo Gallery kan du organisere dine billeder ud fra de personer, der optræder på dem. Ansigtsgenkendelse er let at bruge. Du skal blot tagge en person på et foto én gang, så finder computeren ud af, hvem det er på dine andre fotos.

Tagging af personer i Photo Gallery
Du kan tagge personerne på dine fotos, så Photo Gallery kan genkende deres ansigter og tagge dem på dine andre fotos

Sådan tagges en person på et foto

  • Dobbeltklik på et foto i galleriet.

  • Klik på Tag og billedtekst i gruppen Organiser under fanen Rediger, peg på Persontag, og klik derefter på Tag en person.

  • Klik på ansigtet på den person, du vil tagge, og skriv et navn, eller vælg et navn på listen.

Sådan vælges og tagges flere personer

  • Klik på Tag flere personer i gruppen Organiser under fanen Startside. Photo Gallery sammenligner persontags, du har føjet til andre ansigter på dine billeder.

  • Du kan bekræfte et tagforslag eller tildele et nyt persontag til et billede ved at klikke på Bekræft eller Tag som i gruppen Handlinger.

Husk, at du også kan føje flere tags til fotos, så de er endnu nemmere at finde næste gang.

Gøre gode billeder fantastiske

Photo Gallery nøjes ikke med at organisere dine fotos. Du kan også redigere dem her. Du kan bl.a. justere eksponering og farve, beskære fotoet eller rette det op og gøre billederne sort-hvide.

Redigere et foto i Photo Gallery
Det er nemt at redigere sine billeder i Photo Gallery, så de kommer helt til deres ret

Sådan redigeres et foto

  • Hvis du vil foretage automatiske justeringer af et foto, skal du dobbeltklikke på fotoet og derefter klikke på Automatisk justering i gruppen Justeringer.

  • Du kan også redigere flere fotos automatisk. Markér de fotos, du vil redigere, og vælg derefter de justeringer, du vil foretage, i gruppen Rediger under fanen Hurtige justeringer.

  • Hvis du vil have en mere præcis redigeringskontrol, skal du dobbeltklikke på et foto og derefter klikke på Finjuster i gruppen Justeringer. Vælg en justering, og flyt den tilsvarende skyder. Klik på Luk fil for at gemme ændringerne automatisk og vende tilbage til galleriet.

Du kan også få det til at se ud, som om du har den perfekte familie, ved at bruge Fotofusion til at kombinere de bedste dele af to eller flere billeder i ét. Fotofusion er nyttig, hvis du vil forbedre billeder som f.eks. gruppeportrætter, hvor en person måske ser bedre ud på ét billede end på et andet.

Sådan bruges Fotofusion

  • Vælg de fotos, du vil kombinere. Sørg for at vælge et sæt fotos, der er taget i det samme område og fra det samme sted.

  • Klik på Fotofusion i gruppen Funktioner under fanen Opret.

  • Klik på det område af fotoet, du vil udskifte. Træk et af punkterne for at justere størrelsen af dette område. Klik på det erstatningsfoto, du bedst kan lide, og klik derefter på Gem.

Dele dine billeder

Når du har valgt det bedste af det bedste, kan du dele dine fotos online ved at sende en foto-e-mail.

En foto-e-mail
Du kan dele dine billeder ved at sende en billedmail

Sådan sendes en foto-e-mail

  • Markér de fotos, du vil dele, og klik derefter på Foto-e-mail i gruppen Del under fanen Startside.

  • Du kan vælge, om dit foto skal sendes i en e-mail, eller om du vil sende det som en vedhæftet fil. Photo Gallery starter automatisk din standardmail-app. Hvis du ikke har en standard-app, åbnes Windows Live Mail (følg vejledningen for at tilføje en ny konto, hvis du ikke allerede har en). Angiv derefter modtagerens e-mail-adresse, og send e-mailen.