Om hardware og software til 64-bit Windows

Hvis du prøver at beslutte, om du vil have en pc, der kører en 32-bit version af Windows 7 eller en med en 64-bit version af Windows 7, tænker du måske over forskellen mellem 32-bit drivere og programmer og 64-bit drivere og programmer.

Du behøver ikke bekymre dig. Sagt helt enkelt, så skal en computer, der kører en 64-bit version af Windows 7, bruge 64-bit drivere til al din hardware og alle dine enheder. En driver er software, som gør det muligt for computeren at kommunikere med hardwareenheder. Uden drivere fungerer de enheder, du slutter til computeren eller installerer inde i computeren, ikke ordentligt. I de fleste tilfælde kan Windows automatisk finde og installere disse 64-bit drivere for dig ved at søge i en kæmpe database med drivere, der leveres med Windows og ved at bruge Windows Update.

I modsætning til drivere fungerer de fleste programmer, der er udviklet til 32-bit versioner af Windows, fint på computere, der kører en 64-bit version af Windows. (Vigtige undtagelser er antivirusprogrammer og såkaldte hjælpeprogrammer, hvor du måske skal bruge en 64-bit version.)

Hvis du har valget mellem at installere en 32-bit eller en 64-bit version af et program, skal du altid vælge 64-bit versionen, hvis du kører en 64-bit version af Windows. Selvom 32-bit versionen kunne fungere med en 64-bit version af Windows, er det sandsynligt, at 64-bit versionen fungerer bedre, eftersom den blev udviklet til en 64-bit version af Windows.

Windows 7 Upgrade Advisor
Windows 7 Upgrade Advisor kan analysere din pc og meddele dig, om den kan køre en 64-bit version af Windows 7.

Du behøver ikke kende alle detaljerne

Antallet af nye pc'er, der blev leveret med en 64-bit version af Windows, steg kraftigt, da Windows Vista blev udgivet. Men til Windows 7 forventes de fleste nye computere at blive leveret med en 64-bit version af operativsystemet. Nogle få pc-producenter leverer oven i købet alle deres nye computere med en 64-bit version af Windows 7.

Så for flere og flere pc-købere er spørgsmålet ikke længere "Skal jeg vælge en 64-bit version?", men nærmere "Er der nogen grund til ikke at få en 64-bit version?"

Den største ulempe førhen ved at køre en 64-bit version af Windows var en mangel på 64-bit drivere til at få al hardwaren til at fungere ordentligt. Men den hastigt stigende popularitet for 64-bit versioner af Windows forklarer, hvorfor der nu er 64-bit drivere tilgængelige for tusindvis af forskellige enheder.

Hvis du ikke vil kende alle de tekniske detaljer ved 64-bit computere og bare vil lade Windows gøre arbejdet for dig, kan du holde op med at læse nu. Windows 7 er udviklet, så du ikke engang har brug for at vide, om du kører en 32-bit eller 64-bit version af operativsystemet.

Hvis du gerne vil vide, hvilke hardware- og softwareproblemer der kan opstå med en 64-bit version af Windows, skal du læse videre. Du kan finde flere oplysninger på 32-bit og 64-bit versioner af Windows: ofte stillede spørgsmål.

Lad Windows finde 64-bit drivere til dig

En 64-bit computer er defineret som en computer med en 64-bit processor (kaldes også en x64-processor eller CPU), der kører en 64-bit version af Windows. De fleste nye pc'er, der sælges i dag, leveres med en 64-bit processor, selvom det ikke er alle disse computere, der også leveres med en 64-bit version af Windows. Det er, fordi computere med en 64-bit processor kan køre enten en 32-bit eller en 64-bit version af Windows.

Så hvis du ser en computer, der betegnes som en 64-bit pc, skal du tjekke, om den også kører en 64-bit version af Windows.

En computer, der kører en 64-bit version af Windows, skal bruge en 64-bit driver til hvert stykke hardware, der er installeret på din pc eller sluttet til den. Hvis du f.eks. forsøger at installere et skærmkort (grafikkort), en printer eller en anden enhed, der kun har en 32-bit driver tilgængelig, kan den ikke installeres på en 64-bit version af Windows.

Når Windows har identificeret al din hardware, forsøger den at finde de bedste drivere. Hvis du kører en 64-bit version af Windows, søger den efter 64-bit drivere.

Du kan indstille Windows Update til automatisk at hente anbefalede drivere til din hardware og dine enheder. Det er en god måde at sikre sig, at din hardware og dine enheder fungerer korrekt. Men selv hvis du har Windows Update indstillet til automatisk at hente og installere alle vigtige og anbefalede opdateringer, får du måske alligevel ikke alle de opdaterede drivere, der er tilgængelige til dine enheder. Du kan finde flere oplysninger i Automatisk hente anbefalede drivere og opdateringer til din hardware.

Kontrollere kompatibilitet selv

Hvis producenter af hardware skal gøre sig fortjent til et "Kompatibel med Windows 7"-logo, skal hardwaren have drivere til både 32-bit og 64-bit versioner af Windows. Hvis du ser dette logo, behøver du ikke tænke på, om hardwaren kan fungere på en 64-bit version af Windows.

Du kan kontrollere tilgængeligheden for 64-bit drivere og programmer i det nye Windows 7 Kompatibilitet på Microsoft-webstedet. Dette kan være nyttigt, hvis du f.eks. overvejer at købe en ny printer og vil være sikker på, at du kan finde en 64-bit driver, før du køber den – eller hvis du vil finde ud af, om der er en 64-bit version af dine yndlingsprogrammer.

Windows Vista Kompatibilitet opretter også en liste med de tilgængelige 64-bit drivere, der passer til tusindvis af hardwareprodukter, og giver dig besked om, om der er 64-bit versioner tilgængelige for tusindvis af programmer.

Generelt: jo nyere din hardware er, jo mere sandsynligt er det, at der findes en 64-bit driver til den. Nogle ældre enheder har dog muligvis ikke tilgængelige 64-bit drivere.

Se efter Windows Vista- eller Windows 7-kompatibilitet

Hvis der er en tilgængelig 64-bit driver til 64-bit versionen af Windows Vista, er det sandsynligt, at den også vil fungere fint med den samme hardware installeret på en pc, der kører 64-bit versionen af Windows 7.

Det samme gælder for 64-bit programmer, der er kompatible med Windows Vista. De bør også fungere fint på 64-bit versionen af Windows 7. Windows Vista Kompatibilitet kan fortælle dig, hvilke programmer der er tilgængelige i en 64-bit version.

I de fleste tilfælde skulle det dog ikke være nødvendigt at søge efter 64-bit versioner af dine programmer, da de fleste programmer, som forklaret ovenfor, fungerer fint på computere, der kører en 64-bit version af Windows, selvom de er udviklet til 64-bit versioner af Windows.

Hvad nu hvis du ikke kigger på nye pc'er, men du bare vil vide, om din nuværende pc kan køre en 64-bit version af Windows? Så skal du hente og installere Windows 7 Upgrade Advisor fra websiden Windows 7 Upgrade Advisor. Dette program analyserer din computer, opretter en rapport, der fortæller dig, om din pc kan køre Windows 7, og angiver eventuelle kendte kompatibilitetsproblemer, herunder om du kan køre 64-bit versionen af Windows 7.

Mere tilgængelig hukommelse - hvis du skal bruge det

Den primære fordel ved computere, der kører en 64-bit version af Windows, er muligheden for at bruge mere hukommelse end en 32-bit version af Windows, selvom der er installeret mere hukommelse på pc'en. En computer med en 64-bit version af Windows kan bruge mere hukommelse - 4 GB (gigabyte) eller mere - end en pc med en 32-bit version af Windows, som er begrænset til omkring 3.5 GB eller mindre.

En 64-bit pc med 6 GB, 8 GB eller mere hukommelse har en højere ydeevne end en computer med mindre hukommelse, hvis du har en masse programmer og filer åbne på samme tid, eller du udfører mange hukommelseskrævende opgaver, som hvis du f.eks. redigerer HD-video eller spiller de nyeste 3D-spil.

På trods af det er der ikke mange programmer i dag, der er udviklet til at udnytte det fulde potentiale ved den 3.5 GB store maksimale hukommelse, som du kan bruge med en 32-bit version af Windows. Afhængig af hvad du foretager dig, og hvilke programmer du bruger, er der ingen eller kun en lille fordel ved at bruge en 64-bit version af Windows.

Den store fordel opstår, hvis du har en masse programmer kørende på en gang. Du kan finde flere oplysninger i Løse mysteriet om 64-bit Windows.

Køre 32-bit programmer på en 64-bit version af Windows

Når du kører et 32-bit program på en 64-bit version af Windows 7, kører programmet i en 32-bit emuleringstilstand og bruger software til at simulere en 32-bit version af Windows 7. Dette gør det muligt for 32-bit programmer at køre problemfrit på et 64-bit operativsystem. Men bemærk, at programmer, der er udviklet til 64-bit computere, muligvis kører hurtigere på en 64-bit version af Windows 7.

Nogle ældre programmer, der ikke fungerer på en 64-bit version af Windows 7 kan muligvis køre fint i Windows XP Mode i Windows 7. Som navnet antyder, tillader denne funktion programmer, der er udviklet til Windows XP, at køre problemfrit i Windows 7. (Nogle typer programmer kan muligvis ikke køre i Windows XP Mode - f.eks. sikkerhedssoftware og programmer med krævende grafik.) Du kan finde flere oplysninger i Installere og bruge Windows XP-tilstand i Windows 7.

Du kan også prøve at ændre kompatibilitetsindstillingerne for programmet, enten manuelt eller ved at bruge fejlfindingsværktøjet Programkompatibilitet. Du kan finde flere oplysninger i Få gamle programmer til at køre under denne version af Windows.

Konklusion: I modsætning til hardwaredrivere bør selv ældre programmer, der er udviklet til 32-bit versioner af Windows, fungere godt med 64-bit versionen af Windows 7.

Hold dig ikke tilbage

Du skal ikke lade bekymringer om 64-bit drivere og programmer holde dig fra at flytte til en 64-bit version af Windows. Windows 7 er fuld af indbyggede kompatibilitetsfunktioner og automatiske opdateringsfunktioner, der hjælper dig med at flytte til en 64-bit computer. Og pc'er med 64-bit processorer sælger allerede bedre end pc'er med 32-bit processorer, hvilket får antallet af 64-bit drivere til at eksplodere.

Med en smule viden om disse hardware- og softwareproblemer vil du ikke frygte flytningen til en 64-bit computer.