Hvordan kan jeg finde og fjerne en virus?

Du kan hurtigt kontrollere, om din pc har fået virus, ved at bruge Windows Defender. Denne beskyttelse mod malware er inkluderet i Windows og kan identificere og fjerne virus, spyware og anden skadelig software.

Bemærk!

  • Hvis du bruger Windows RT, er Windows Defender altid slået til og kan ikke slås fra.

  • Hvis du bruger Windows 8, kan du køre en scanner eller et antimalwareprogram fra en anden producent, hvis du foretrækker dette. For at holde din pc problemfri skal du kun installere og køre én antimalwareapp ad gangen.

Sådan scannes din pc med Windows Defender

  1. Åbn Windows Defender ved at stryge ind fra højre kant af skærmen og derefter trykke på Søg (hvis du bruger en mus, skal du pege på øverste højre hjørne af skærmen, flytte musemarkøren nedad og klikke på Søg). Indtast derefter defender i søgefeltet, tryk eller klik på Apps, og tryk eller klik derefter på Windows Defender.

  2. Under Scanningsindstillinger skal du vælge den type scanning, du vil køre:

    • En Hurtig scanning kontrollerer kun de områder af pc'en, som skadelig software er mest tilbøjelig til at inficere, og eventuelle apps, der aktuelt kører.

    • En Fuld scanning kontrollerer alle filerne på din harddisk. Alt efter din pc kan denne scanning tage mindst en time.

    • En Brugerdefineret scanning kontrollerer kun de filer og placeringer, du vælger.

  3. Tryk eller klik på Scan nu.

Sådan fjernes en virus manuelt

Sommetider skal en virus fjernes manuelt. Det kan være en teknisk krævende proces, som du kun skal forsøge dig med, hvis du kender Windows-registreringsdatabasen og ved, hvordan du kan se og slette system- og programfiler i Windows.

Kør først din antimalwareapp for at få identificeret virussets navn. Hvis du ikke har en antimalwareapp, eller hvis denne app ikke kan finde virus, kan du måske alligevel finde den ved at søge efter tegn på, hvordan den fungerer. Notér teksten i alle de meddelelser, der vises, og hvis du modtog virussen i en mail, skal du notere emnelinjen eller navnet på den vedhæftede fil. Søg derefter på en antivirusudbyders websted efter referencer til dine notater, og prøv at finde navnet på virussen og instruktioner til, hvordan du kan fjerne den.

Genoprettelse og forebyggelse

Når virussen er fjernet, skal du måske geninstallere software eller gendanne mistede oplysninger. Regelmæssig sikkerhedskopiering af filer kan medvirke til at undgå datatab, hvis din pc skulle blive inficeret igen. Hvis du ikke har oprettet sikkerhedskopier tidligere, er det en god ide at gå i gang med at gøre det nu. Du kan finde flere oplysninger under Gendan filer eller mapper ved hjælp af Filhistorik.

Hvis du vil beskytte din pc mod virus, kan du gå til Hvordan kan jeg beskytte min pc mod virus?