Undgå e‑mail-virus

Ved at bruge et opdateret antivirusprogram og være forsigtig, når du åbner vedhæftede filer og klikker på hyperlinks i meddelelser bør du kunne undgå, at din computer bliver inficeret med virus fra skadelig e‑mail. Følg nedenstående retningslinjer for at beskytte din computer:

Vis alle

Installer et antivirusprogram

Det bedste forsvar mod infektion med virus er at installere et antivirusprogram og sørge for at holde det opdateret. Antivirusprogrammer scanner indgående e‑mail for kendte virusser og hjælper med at forhindre, at de inficerer computeren. Der kommer nye virusser næsten hver dag, så sørg for at holde dit antivirusprogram opdateret. De fleste antivirusprogrammer kan indstilles, så de med jævne mellemrum automatisk opdaterer sig selv, så de har de nødvendige oplysninger til at bekæmpe de nyeste virusser.

Vær forsigtig, når du åbner vedhæftede filer i en e‑mail.

Vedhæftede filer er den primære kilde til virusinfektion. Du kan eksempelvis modtage en e‑mail, endda fra en, du kender, med en vedhæftet fil, der er camoufleret som et dokument, foto eller program, men som rent faktisk er en virus. Hvis du åbner filen, inficerer virussen din computer. Den gode nyhed er, at Windows Mail automatisk blokerer kendte farlige filtyper. Virusbagmændene finder imidlertid hele tiden nye metoder til at udbrede deres skadelige software, så du bør stadig være forsigtig, når du åbner vedhæftede filer. Hvis du modtager uventede vedhæftede filer, bør du overveje at skrive til afsenderen og bede dem om at bekræfte, at de rent faktisk har sendt de vedhæftede filer, før du åbner dem.

Brug et antivirusprogram til at kontrollere indholdet af komprimerede filer

En af de metoder, som virusbagmændene benytter til at liste skadelige filer ind på din computer, er at sende dem som vedhæftede filer ved hjælp af komprimerede filformater som f.eks. .zip og .rar. De fleste antivirusprogrammer scanner de vedhæftede filer, når de modtages, men hvis du vil være på den sikre side, skal du gemme de komprimerede vedhæftede filer i en mappe på din computer og bruge et antivirusprogram til at scanne dem, før du åbner nogen af de filer, de indeholder.

Vær forsigtig, når du klikker på hyperlinks i meddelelser

Vildledende hyperlinks i e‑mails bruges ofte som en del af phishing- og spyware-svindel, men de kan også bruges til at overføre virus. Hvis du klikker på et vildledende link, kan du blive ført til en webside, som forsøger at overføre skadelig software til din computer. Vær forsigtig, når du beslutter dig for, om du vil klikke på et link i en meddelelse, især hvis meddelelsesteksten virker uklar og meget generel, som f.eks. i en meddelelse, hvor der står "Se vores feriebilleder", men uden nogen som helst oplysninger, der identificerer hverken dig eller afsenderen.