Når du prøver at finde det rigtige codec til en bestemt fil, kan du bruge websiden WMPlugins.com eller et andet websted. Normalt er det en god ide at starte med WMPlugins.com. Hvis du ikke kan finde et codec på WMPlugins.com, skyldes det muligvis at det codec, du søger, ikke er kompatibelt med afspilleren, så du kan muligvis ikke afspille den pågældende fil i den.
Du bør være forsigtig med at installere codecs, der ikke står på listen på WMPlugins.com eller Microsoft.com, f.eks. visse gratis codecpakker på internettet, der hævder at inkludere codecs fra mange forskellige firmaer eller organisationer. Nogle af komponenterne i disse codecpakker er ikke kompatible, så der kan opstå alvorlige afspilningsproblemer i Media Player og andre afspillere. Der er også risiko for beskadigelse af systemet, og det kan være svært for Microsoft Support at diagnosticere og løse afspilningsproblemer. Derfor frarådes du på det kraftigste at installere den slags codecpakker, og du bør fjerne dem, hvis du har installeret dem, og du har problemer med afspilleren. Du bør kun installere codecs, filtre og plug-ins fra pålidelige, autoriserede kilder, f.eks. en officiel leverandørs websted. Selv da bør du udvise forsigtighed, da mange codecleverandører tilbyder et minimum af kundesupport. Inden du installerer digitale mediekomponenter, er det en god ide at indstille et systemgendannelsespunkt. Gendannelsespunktet gør det muligt at gå tilbage til den oprindelige systemkonfiguration, hvis det skulle blive nødvendigt.
Hvis der vises en meddelelse i Windows Media Player om, at der mangler et codec på computeren, forsøger du sandsynligvis at afspille, brænde eller synkronisere en fil, der er komprimeret ved hjælp af et codec, som ikke findes i Windows eller afspilleren som standard. I mange tilfælde kan du hente og installere det manglende codec ved at klikke på knappen Onlinehjælp i dialogboksen med fejlmeddelelsen.
Hvis du kender navnet på et codec, eller dets id (også betegnet FourCC-id for videocodecs og WaveFormat-id for lydcodecs), kan du prøve at søge på internettet. Codecets id vises muligvis i søgeresultatet på WMPlugins.com, hvis Media Player kan identificere hvilket codec, der mangler.