Surfe på internettet

Disse oplysninger gælder for Windows Internet Explorer 7 og Windows Internet Explorer 8.

Internettet er et netværk, der forbinder millioner af computere i hele verden med hinanden. For ikke så mange år siden havde de fleste aldrig hørt om internettet. I dag har internettet revolutioneret brugen af computere. Mange bruger det dagligt til at kommunikere med andre og skaffe vigtige oplysninger. Du behøver ikke at have en forbindelse fra din computer til internettet, men når du først har prøvet det, kan du sikkert ikke leve foruden.

Hvad er World Wide Web?

Den del af internettet, som de fleste kender, er World Wide Web (der også kaldes internettet eller nettet). World Wide Web er så populært, at folk ofte kalder det internettet eller nettet. Men internettet består også af andre tjenester som f.eks. e-mail, nyhedsgrupper og fildeling. Du kan sende en e-mail eller deltage i en nyhedsgruppe uden at bruge World Wide Web.

På World Wide Web vises oplysninger i et farverigt og visuelt interessant format. Overskrifter, tekst og billeder kan samles på en enkelt webside (eller bare side) — i stil med siderne i et blad — sammen med lydeffekter og animation. Et websted (også kaldet hjemmeside, website eller bare site) er en samling indbyrdes forbundne websider. Der findes millioner af websteder og milliarder af websider.

Billede af websiden for Microsoft Game Studios
Eksempel på webside (Microsoft Game Studios)

Websider er indbyrdes forbundet via hyperlinks (eller bare links), der kan bestå af tekst eller billeder. Når du klikker på et link på en side, kommer du til en anden side. At gå fra side til side kaldes også at surfe på internettet.

Hvad kan jeg gøre på internettet?

Finde oplysninger. Internettet indeholder enorme informationsmængder — der langt overgår verdens største biblioteker. Du kan f.eks. læse nyheder og anmeldelser, kontrollere flytider, se vejvisere, få vejrudsigter eller blive klogere på sundhedsmæssige spørgsmål. Der findes også mange opslagsværker som f.eks. ordbøger og encyklopædier, og du kan finde historiske dokumenter og klassisk litteratur.

De fleste firmaer, offentlige institutioner, almennyttige organisationer, museer og biblioteker har websteder med oplysninger om deres produkter, tjenester eller udstillinger og samlinger. Mange enkeltpersoner udgiver hjemmesider med personligt indhold, der kaldes blogs (forkortelse af web logs) om deres hobbyer og interesser.

Bemærk!

  • Internettet er ganske vist fantastisk til research, men det er ikke alle oplysninger på nettet, der er pålidelige. Oplysningerne på visse websteder kan være upræcise, forældede eller ufuldstændige. Før du stoler på oplysningerne, skal du være sikker på, at de stammer fra en pålidelig kilde, og du bør sammenligne kilden med andre kilder for at få bekræftet oplysningerne.

Kommunikere. E-mail er en af de mest udbredte aktiviteter på internettet. Du kan sende en e-mail til enhver person, der har en e-mail-adresse, og den afleveres næsten med det samme i modtagerens e-mail-indbakke — selvom han eller hun bor på den anden side af jordkloden. Se Introduktion til e-mail.

Med onlinemeddelelser kan du føre direkte samtaler med en eller flere personer. Når du skriver og sender en onlinemeddelelse, kan den læses af alle deltagerne i samtalen med det samme. I modsætning til e-mail skal alle deltagerne være online (have forbindelse til internettet) og sidde ved deres computere samtidig.

Nyhedsgrupper er webbaserede fora, hvor du kan deltage i tekstbaserede diskussioner med andre personer, der deler samme interesse. Hvis du f.eks. har problemer med at bruge et program, kan du sende et spørgsmål til en diskussionsgruppe for brugere af det pågældende program.

Dele filer. Du kan sende (kopiere eller uploade) billeder fra dit digitale kamera til et websted, der er beregnet til fotodeling. Du kan invitere venner og familie til at besøge webstedet for at se dine fotoalbum.

Købe ind. Internettet er verdens største indkøbscenter. Du kan finde og købe produkter — bøger, musik, legetøj, tøj, elektronisk udstyr osv. — på de fleste detailhandleres websteder (og normalt betale med kreditkort). Du kan også købe og sælge brugte ting via websteder, der afholder auktioner.

Spille. Du kan spille alle former for spil på internettet, ofte mod andre deltagere — uanset hvor de befinder sig i verden. Mange spil er gratis, og du kan overføre andre spil til din computer for et gebyr. Du kan også bruge internettet til at lytte til radiostationer, se filmklip og hente eller købe musik, videoer og tv-programmer.

Oprette forbindelse til internettet

Før du kan oprette forbindelse fra din computer til internettet, skal du have et abonnement hos en internetudbyder. En internetudbyder skaffer dig adgang til internettet, som regel for et månedligt gebyr. Du skal oprette en abonnementskonto hos en internetudbyder på samme måde som ved et telefonabonnement. Hvis du vil finde en internetudbyder, kan du prøve at slå op i telefonbogen under "Internetudbydere".

De forskellige internetudbydere tilbyder diverse forbindelsestyper og -hastigheder. Der findes to overordnede forbindelsestyper:

Bredbånd. En bredbåndsforbindelse er en internetforbindelse med høj hastighed. Med en bredbåndsforbindelse har du altid forbindelse til internettet, og du kan læse websider og overføre filer i et hastigt tempo. To af de mest udbredte bredbåndsteknologier er DSL (Digital Subscriber Line) og kabelteknologi. Disse forbindelser kræver et DSL- eller kabelmodem, der ofte leveres af internetudbyderen.

Opkald. En opkaldsforbindelse bruger et opkaldsmodem til at oprette forbindelse fra computeren til internettet via en almindelig telefonlinje. Mange computere leveres med et opkaldsmodem, der allerede er installeret. Sammenlignet med bredbånd er opkald langsommere og kræver, at du skal oprette en ny forbindelse, hver gang du vil bruge internettet. Opkaldsforbindelser er dog billigere end bredbånd, og visse steder kan det være den eneste mulighed for at få internetadgang.

Når du har et abonnement hos en internetudbyder og et modem, er du klar til at oprette forbindelse til internettet. Guiden Opret forbindelse til internettet kan vise dig de nødvendige trin.

  • Åbn guiden Opret forbindelse til internettet ved at klikke på knappen StartBillede af knappen Start, klikke på Kontrolpanel, klikke på Netværk og internet, klikke på Netværks- og delingscenter, klikke på Konfigurer en forbindelse eller et netværk og derefter klikke på Opret forbindelse til internettet.

Gå på internettet

Når du har oprettet en internetforbindelse, kan du få adgang til internettet ved hjælp af Internet Explorer, der er en webbrowser, som er inkluderet i Windows. Du kan også bruge en anden webbrowser, som du har installeret på computeren.

Sådan startes Internet Explorer

  • Åbn Internet Explorer ved at klikke på knappen StartBillede af knappen Start og derefter klikke på Internet Explorer.

Hver gang du starter Internet Explorer, åbnes den webside, der er angivet som startside. Som standard er startsiden på de fleste computere indstillet til MSN.com, som er et Microsoft-websted med links til forskellige oplysninger og tjenester. Computerproducenten kan dog have angivet en anden startside. Du kan selv vælge enhver side (eller en tom side) som startside. Se Ændre startsiden i Internet Explorer.

Tip!

  • Hvis du på et tidspunkt vil gå tilbage til din startside, skal du klikke på knappen StartsideBillede af knappen Startside i Internet Explorer.

Indtaste en webadresse

Ligesom alle beboere har deres egen gadeadresse, har hver webside sin egen adresse. Den kaldes en webadresse. Webadressen for Microsofts overordnede websted er f.eks. http://www.microsoft.com.

Hvis du kender en sides webadresse, kan du skrive den direkte i Internet Explorer:

  1. Skriv webadressen i feltet Adresse.

  2. Klik på knappen , eller tryk på ENTER for at besøge webstedet.

Billede af feltet Adresse i Internet Explorer
Skriv webadresser i feltet Adresse

Tip!

  • Du behøver ikke at skrive http://. Hvis du f.eks. skriver www.microsoft.com, udfylder Internet Explorer resten.

  • Du kan hurtigt indtaste en webadresse, der slutter på ".com", ved at skrive delen mellem "www." og ".com" og derefter trykke på CTRL+ENTER.

Grundlæggende navigation

Brug af links. De fleste websider har snesevis eller hundredvis af links. Du kan gå fra en side til en anden ved at klikke på det ønskede link. Det er dog ikke altid lige nemt at se, hvad der er links på en webside. Links kan være tekst, billeder eller en kombination af begge dele. Tekstlinks vises ofte med farvelægning og understregning, men linkformaterne varierer fra websted til websted.

Hvis du vil finde ud af, om noget er et link, skal du pege på det. Hvis det er et link, sker der to ting.

  • Musemarkøren bliver til en hånd, der peger.

  • Der vises en webadresse på statuslinjen i webbrowseren. Den viser det websted, du kommer til, hvis du klikker på linket.

Billede af musemarkøren på et link, der viser webadressen på websiden i statuslinjen
Når du peger på et link, skifter musemarkøren udseende, og sidens webadresse vises på statuslinjen

Brug af knapperne Tilbage og Fremad. Når du går fra side til side, registrerer Internet Explorer din rute. Hvis du vil vende tilbage til den side, du senest har besøgt, skal du klikke på knappen Tilbage. Klik flere gange på knappen Tilbage for at gå endnu flere sider tilbage. Når du har klikket på knappen Tilbage, kan du klikke på knappen Fremad for at gå fremad.

Billede af knapperne Tilbage og Fremad i Internet Explorer
Knappen Tilbage (venstre) og knappen Fremad (højre)

Brug af menuen Seneste sider. Hvis du vil gå tilbage til en side, du har besøgt i den aktuelle session, uden at skulle klikke gentagne gange på knapperne Fremad og Tilbage, kan du bruge menuen Seneste sider. Klik på pilen ved siden af knappen Fremad, og vælg derefter en side på listen.

Billede af menuen Seneste sider i Internet Explorer
Menuen Seneste sider

Søge på internettet

Der er milliarder af websider, så det ville være umuligt at finde de ønskede oplysninger, hvis du skulle gennemse hver eneste side. Heldigvis er der en anden metode. Du kan bruge en søgemaskine til at finde de sider, der passer bedst til de ord eller udtryk, du angiver.

Nogle af de største søgemaskiner er Google, Yahoo! Search, MSN Search, AOL Search og Ask.com. Du kan søge direkte på internettet fra enhver søgemaskines websted. Du kan også undgå at skulle navigere til søgemaskinens websted ved at bruge søgefeltet i Internet Explorer, der er vist her:

Billede af søgefeltet i Internet Explorer
Søgefelt

Før du bruger søgefeltet første gang, skal du vælge en standardsøgemaskine, som Internet Explorer bruger, hver gang du søger. Hvis du ikke vælger en søgemaskine, anvendes Live Search. Computerproducenten kan dog have angivet en anden standardsøgemaskine. Se Skifte eller vælge søgemaskine i Internet Explorer.

Sådan søges på internettet ved hjælp af søgefeltet

  1. Skriv et par ord eller et udtryk om det ønskede emne, f.eks. "opskrift på chokoladekage", i søgefeltet. Vær så nøjagtig som mulig.

  2. Tryk på ENTER, eller klik på knappen SøgBillede af knappen Søg i Internet Explorer.

    Der vises en side med søgeresultater. Klik på et søgeresultat for at besøge webstedet. Hvis du ikke kan se det, du søger efter, skal du klikke på Næste nederst på siden for at se flere resultater eller prøve en ny søgning.

Bemærk!

  • Vær opmærksom på, at nogle søgeresultater er betalte annoncer. De er som regel benævnt "Sponsorerede websteder" eller "Sponsorerede links".

Gemme favoritwebsider

Hvis du finder et websted, du vil besøge regelmæssigt, kan du gemme det som en favorit i Internet Explorer. Derefter kan du gå tilbage til webstedet ved at klikke på det på listen Favoritter uden at skulle huske eller skrive dets webadresse.

Sådan gemmes en webside som favorit i Internet Explorer 8

  1. Besøg den webside, som du vil gøre til favorit, i Internet Explorer 8.

  2. Klik på knappen Favoritter, og klik derefter på Føj til Favoritter.

  3. Skriv et navn til websiden i feltet Navn, og klik derefter på Tilføj.

Sådan gemmes en webside som favorit i Internet Explorer 7

  1. Besøg den webside, som du vil gøre til favorit, i Internet Explorer 7.

  2. Klik på knappen Føj til FavoritterBillede af knappen Føj til Favoritter, og klik derefter på Føj til Favoritter.
  3. Skriv et navn til websiden i feltet Navn, og klik derefter på Tilføj.

Sådan åbnes en favorit i Internet Explorer 8

  1. Klik på knappen Favoritter i Internet Explorer 8.

  2. Klik på fanen Favoritter, hvis den ikke allerede er valgt.

  3. Klik på den webside, som du vil åbne, på listen Favoritter.

Sådan åbnes en favorit i Internet Explorer 7

  1. I Internet Explorer 7 skal du klikke på knappen FavoritcenterBillede af knappen Favoritcenter.
  2. Klik på knappen Favoritter, hvis den ikke allerede er valgt.

  3. Klik på den webside, som du vil åbne, på listen Favoritter.

Hvis du har mange favoritter, kan du organisere dem i mapper. Se Administrere dine favoritter i Internet Explorer.

Brug af oversigtslisten i Internet Explorer 8

Hvis du vil se en af de websider, du har besøgt de seneste 20 dage, kan du bruge oversigtslisten:

  1. Klik på knappen Favoritter i Internet Explorer 8.

  2. Klik på fanen Oversigt, hvis den ikke allerede er valgt.

  3. Klik på en dag eller uge på listen Oversigt, og klik derefter på navnet på et websted. Listen udvides, så du kan se de enkelte websider, du har besøgt på webstedet.

  4. Klik på den webside, du vil åbne.

Billede af oversigtslisten i Internet Explorer 8
Oversigtslisten i Internet Explorer 8

Brug af oversigtslisten i Internet Explorer 7

Hvis du vil se en af de websider, du har besøgt de seneste 20 dage, kan du bruge oversigtslisten:

  1. I Internet Explorer 7 skal du klikke på knappen Favoritcenter.

  2. Klik på knappen Oversigt, hvis den ikke allerede er valgt.

  3. Klik på en dag eller uge på listen Oversigt, og klik derefter på navnet på et websted. Listen udvides, så du kan se de enkelte websider, du har besøgt på webstedet.

  4. Klik på den webside, du vil åbne.

Yderligere oplysninger om oversigtslisten finder du under Rydde oversigten over de websteder, du har besøgt og Ændre det antal dage, som websider skal bevares på oversigtslisten.

Åbne flere websider

Du kan få brug for at åbne en anden (eller tredje eller fjerde) webside uden at lukke den første. Til dette formål kan du i Internet Explorer oprette en fane for hver ny side, du vil åbne. Du kan bruge fanerne til hurtigt at skifte mellem sider, og du kan få vist alle siderne samtidig.

Hvis du vil åbne en webside under en ny fane, skal du klikke på knappen Ny fane:

Billede af knappen Ny fane i Internet Explorer
Knappen Ny fane

Når du klikker på knappen, vises en tom side under en ny fane.

Billede af en ny fane, der er åben for en tom side i Internet Explorer
En tom side under en ny fane

Nu kan du åbne den ønskede webside ved at skrive dens webadresse, bruge søgefeltet eller foretage at valg på listen Favoritter eller på oversigtslisten. Når du har åbnet flere sider, kan du klikke på fanerne for at skifte mellem siderne.

Hvis du vil se alle de åbne websider på én gang, skal du klikke på knappen Hurtig fanenavigationBillede af knappen Hurtig fanenavigation. Du kan se en miniatureudgave af hver webside. Klik på en af dem for at skifte til den pågældende side.
Billede af eksemplet på Hurtig fanenavigation på åbne websider
Bruge Hurtig fanenavigation til at se alle de åbne websider
Du kan lukke en fane ved at klikke på LukBillede af knappen Luk fane i Internet Explorer til højre på fanen.

Yderligere oplysninger om brug af faner finder du under Fanebrowsing: ofte stillede spørgsmål.