Vedligeholdelsesopgaver, som forbedrer ydeevnen

Med tiden bliver computere langsommere, fordi der kommer uorden i filer, og ressourcer bliver forbrugt af overflødige programmer. Microsoft Windows XP indeholder værktøjer, som kan rydde op på computeren og gendanne dens ydeevne.

Inden du foretager dig noget, skal du tage en sikkerhedskopi af dataene på computeren.

Fjerne ubenyttede programmer

Først skal du fjerne programmer, som du ikke længere bruger. Programmer tager plads op på computeren, og nogle kører i baggrunden, uden at du ved det. Når du fjerner programmer, du ikke bruger, kan det være med til at gendanne computerens ydeevne.

Installere og køre antispywaresoftware

De fleste programmer kan fjernes med funktionen Tilføj eller fjern programmer, som er tilgængelig via Kontrolpanel, men spywaresoftware er vanskeligere at fjerne. Windows Defender (som kan hentes gratis hos Microsoft) eller et andet antispywareprogram kan registrere og fjerne disse programmer. Du skal altid have et antispywareprogram installeret, fordi spyware kan installere sig selv på computeren, uden at du ellers opdager det. Når du har installeret antispywareprogrammet, skal du køre det for at finde og fjerne eventuelle uønskede programmer.

Frigøre spildplads

Det er en god ide at fjerne ubenyttede programmer. Det frigør diskplads og får computeren til at køre hurtigere. Du kan også bruge værktøjet Diskoprydning til at finde spildplads.

Sådan kører du værktøjet Diskoprydning

  1. Klik på Start, og højreklik derefter på Denne computer.

  2. Højreklik på Lokal disk, og klik derefter på Egenskaber.

  3. Klik på knappen Diskoprydning under fanen Generelt. Der går et par minutter, mens Diskoprydning undersøger disken.

  4. Dialogboksen Diskoprydning vises. Markér alle afkrydsningsfelter på listen Filer, der skal slettes, og klik derefter på OK.

  5. Klik på Ja i den meddelelse, der vises. Der kan gå flere minutter, før Diskoprydning har fjernet filerne og skabt mere plads.

    Hvis du har mere end én harddisk, skal du gentage processen for hver harddisk, der er angivet i Denne computer.

Defragmentere harddisken

Når en fil er fragmenteret, tager det længere tid for computeren at læse den, fordi den skal springe til forskellige sektioner af harddisken. Defragmenteringen genkender filerne og forbedrer derved computerens ydeevne. Fragmentering kan forekomme kompliceret, men det er faktisk let at defragmentere computeren.

Sådan defragmenteres computeren

  1. Klik på Start, og højreklik derefter på Denne computer.

  2. Højreklik på Lokal disk, og klik derefter på Egenskaber.

  3. Klik på fanen Funktioner, og klik derefter på Defragmenter nu.

  4. Dialogboksen Diskdefragmentering åbnes. Klik på harddisken, og klik derefter på Defragmenter.

  5. Diskdefragmentering kører som minimum i flere minutter, men der kan også gå flere timer. Klik på Luk i meddelelsen, der vises til sidst.

    Hvis du har mere end én harddisk, skal du gentage processen fra trin 4 for hver harddisk, der er angivet.

Afbryde ubenyttede netværksforbindelser

Problemet med netværksdrev er, at Windows XP forsøger at oprette forbindelse til netværksdrevet ved start. Hvis fjerncomputeren ikke svarer med det samme, venter Windows XP, og opstartsproceduren kommer derved til at tage længere tid. Desuden vil nogle programmer forsøge at oprette forbindelse til netværksdrevet, når du søger efter filer og mapper. For at undgå at det bliver et problem, kan du afbryde forbindelsen til ubenyttede drev.

Sådan afbrydes forbindelsen til ubenyttede netværksdrev

  1. Klik på Start, og højreklik derefter på Denne computer.

  2. Klik på Afbryd forbindelsen til netværksdrev i menuen Funktioner.

  3. Vælg de netværksdrev, du ikke længere behøver, og klik derefter på OK.