Hvad er forskellen på hubber, switche, routere og adgangspunkter?


Hubber, switche, routere og adgangspunkter bruges alle til at oprette forbindelse fra computere til netværk, men de har hver især deres egne funktioner.

Hubber

Hubber giver computere på et netværk mulighed for at kommunikere. Hver computer tilsluttes hubben med et Ethernet-kabel, og de oplysninger, der sendes fra én computer til en anden, passerer gennem hubben. En hub kan ikke identificere kilden eller den tilsigtede destination for de oplysninger, den modtager, så den sender oplysningerne til alle de computere, der er sluttet til den, inklusive den, som sendte. En hub kan sende eller modtage oplysninger, men den kan ikke gøre begge dele samtidigt. Derfor er hubber langsommere end switche. Hubber er de mindst komplekse og de billigste af disse enheder.

Illustration af et netværk, der bruger en hub
Netværk med en hub

Switche

Switche fungerer på samme måde som hubber, men de kan identificere den tilsigtede destination for de oplysninger, de modtager, så de sender kun disse oplysninger til de computere, som skal modtage dem. Switche kan sende og modtage oplysninger på samme tid, så de kan sende oplysninger hurtigere end hubber. Hvis hjemmenetværket har fire computere eller mere, eller du vil bruge netværket til aktiviteter, der kræver overførsel af mange oplysninger mellem computere (f.eks. at spille netværksspil eller dele musik), skal du sikkert bruge en switch i stedet for en hub. Switche koster lidt mere end hubber.

Routere

Routere giver computere mulighed for at kommunikere, og de kan overføre oplysninger mellem to netværk, f.eks. mellem hjemmenetværket og internettet. Egenskaben til at dirigere netværkstrafik er det, der giver routeren sit navn. Routere kan være kabelforbundne (med Ethernet-kabler) eller trådløse. Hvis du blot vil forbinde dine computere, fungerer hubber og switche fint. Men hvis du vil give alle dine computere adgang til internettet via et enkelt modem, skal du bruge en router eller et modem med indbygget router. Routere har normalt også indbygget sikkerhed, f.eks. en firewall. Routere er dyrere end hubber og switche.

Illustration af et netværk med en kabelforbundet router
Netværk med en kabelforbundet router

Adgangspunkter

Adgangspunkter (også kaldet basestationer) giver trådløs adgang til et kabelforbundet Ethernet-netværk. Et adgangspunkt sluttes til en hub, switch eller kabelforbundet router og udsender trådløse signaler. Det giver computere og enheder mulighed for at oprette forbindelse til et kabelforbundet netværk trådløst. Adgangspunkter fungerer i høj grad som mobiltelefontårne: Du kan flytte fra én placering til en anden og fortsat have trådløs adgang til et netværk. Når du opretter trådløs forbindelse til internettet via et offentligt trådløst netværk i en lufthavn, en cafe eller et hotel, opretter du normalt forbindelse via et adgangspunkt. Hvis du vil forbinde dine computere trådløst, og du har en router, der har trådløse egenskaber, har du ikke brug for et adgangspunkt. Adgangspunkter har ikke indbygget teknologi til deling af internetforbindelser. Hvis du vil dele en internetforbindelse, skal du slutte et adgangspunkt til en router eller et modem med en indbygget router.

Illustration af et netværk med en kabelforbundet router og et adgangspunkt
Network med kabelforbundet router og adgangspunkt