Sådan fungerer denne funktion: Antimalwaregruppen Microsoft Active Protection Service (MAPS) er en frivillig, global gruppe, som omfatter produktbrugere. Hvis produktet er slået til, kan MAPS rapportere malware og andre former for potentielt uønsket software og fejl, der er fundet i produktet, til Microsoft. Hvis en MAPS-rapport indeholder oplysninger om malware eller potentielt uønsket software, som produktet evt. kan fjerne, henter MAPS den nyeste signatur for at afhjælpe problemet. MAPS kan også finde "falske positiver" (hvor noget, der oprindeligt blev identificeret som malware, viser sig ikke at være det) og behandle dem.
Indsamlede, behandlede eller overførte oplysninger: Denne funktion sender rapporter om fejl, malware og anden potentielt uønsket software til Microsoft. Disse rapporter indeholder oplysninger om de pågældende filer eller apps, f.eks. filnavne, kryptografisk hash, leverandør, størrelse og datoer. Derudover kan MAPS indsamle fulde URL-adresser for at angive filens oprindelse. Disse kan i visse tilfælde indeholde personlige oplysninger, f.eks. søgeord eller data, der er angivet i formularer. Rapporterne kan også indeholde de handlinger, du udførte, da produktet advarede dig om, at der var registreret software. MAPS-rapporter medtager disse oplysninger for at hjælpe Microsoft med at måle, hvor effektivt produktet kan registrere og fjerne malware og potentielt uønsket software.
Hvis både produktet og MAPS er aktiveret på din pc, sendes MAPS-rapporter automatisk til Microsoft, når produktet:
-
registrerer software eller ændringer på din pc med software, der endnu ikke er blevet analyseret for risici
-
udfører de nødvendige handlinger på malware (som et led i den automatiske afhjælpning) ved registrering
-
fuldfører en planlagt scanning og udfører de nødvendige handlinger på software, som produktet registrerer, på baggrund af dine indstillinger eller
-
registrerer en fejl eller et andet problem.
Hvis MAPS rapporterer ny malware til Microsoft, som produktet kan fjerne, hentes der automatisk nye signaturer ned på computeren, som er med til at give en hurtigere beskyttelse mod potentielle trusler.
Microsoft bruger fejlrapporter til at få produktet til at virke efter hensigten og beskytte din computer mod potentielle trusler.
Du kan deltage i MAPS via et basismedlemskab eller et avanceret medlemskab. Som standard får du et basismedlemskab. Basismedlemsrapporter indeholder de oplysninger, der er beskrevet i dette afsnit. Avancerede medlemsrapporter er mere omfattende og kan i visse tilfælde indeholde personlige oplysninger fra f.eks. gemte filstier og delvise hukommelser. Disse rapporter vil sammen med rapporterne fra de øvrige brugere, som deltager i MAPS, hjælpe os med hurtigere at registrere nye trusler. Derefter oprettes malwaredefinitioner for apps, der opfylder analysekriterierne, og de opdaterede definitioner gøres tilgængelige for alle brugere via Windows Update.
Hvis du deltager i MAPS med et basismedlemskab eller et avanceret medlemskab, kan Microsoft anmode om en rapport med indsendelse af eksempler. Denne rapport indeholder bestemte filer fra din pc, som Microsoft har mistanke om kan være potentielt skadelig software. Rapporten bruges til yderligere analyser. Du kan vælge, om denne rapport automatisk skal sendes til Microsoft, eller om du hver gang vil spørges, om du vil sende denne rapport med indsendelse af eksempler til Microsoft.
For at bidrage til at beskytte dine personlige oplysninger sendes rapporter til Microsoft i krypteret form.
Anvendelse af oplysninger: MAPS-rapporter bruges til at forbedre Microsofts software og tjenester. Rapporterne kan også bruges til statistikker, test, analyser og til at generere definitioner. Det er kun Microsofts medarbejdere, underleverandører, partnere og leverandører, der har et erhvervsmæssigt behov for at kunne bruge rapporterne, som har adgang til dem. MAPS indsamler ikke bevidst personlige oplysninger. I det omfang MAPS indsamler personlige oplysninger, bruger Microsoft ikke oplysningerne til at identificere eller kontakte dig.
Valg og styring: Du kan altid vælge dit MAPS-medlemskab – basis eller avanceret – ved hjælp af fanen "Indstillinger" i produktet. Bemærk, at MAPS kun kan bruges, hvis produktet er aktiveret på din computer.
Når produktet opgraderes, vil Microsoft respektere dine indstillinger, indtil du foretager en ændring.