Arbejde med navigationsruden


Du kan bruge navigationsruden (venstre rude) til at søge efter filer og mapper. Du kan også flytte eller kopiere elementer direkte til en destination i navigationsruden.

Hvis du ikke kan se navigationsruden til venstre i et åbent vindue, skal du klikke på Organiser, pege på Layout og derefter klikke på Navigationsrude for at få den vist.

Billede af navigationsruden
Navigationsruden
Vis alle

Brug af biblioteker til at søge efter filer

Du kan bruge biblioteker til at få adgang til mapper fra forskellige placeringer, f.eks. computeren eller en ekstern harddisk. Du kan finde flere oplysninger under Arbejde med biblioteker.

Navigationsruden er det sted, det er nemmest at åbne biblioteker fra. Klik på et bibliotek for at åbne det. Derefter vises indholdet fra alle mapper, der findes i biblioteket, på fillisten.

Du kan også gøre følgende med biblioteker ved hjælp af navigationsruden:

  • Hvis du vil oprette et nyt bibliotek, skal du højreklikke på Biblioteker, pege på Ny og derefter klikke på Bibliotek.

  • Hvis du vil flytte eller kopiere filer fra fillisten til standardplaceringen til lagring for et bibliotek, skal du trække filerne til biblioteket i navigationsruden. Hvis filerne findes på samme harddisk, som standardplaceringen til lagring for et bibliotek, flyttes de. Hvis de findes på en anden harddisk, kopieres de.

  • Hvis du vil omdøbe et bibliotek, skal du højreklikke på det, klikke på Omdøb, skrive et nyt navn og derefter trykke på Enter.

  • Hvis du vil se de mapper, der er medtaget i et bibliotek, skal du dobbeltklikke på navnet på et bibliotek for at udvide det. Mapperne vises under biblioteket.

  • Hvis du vil fjerne en mappe fra et bibliotek, skal du højreklikke på den mappe, du vil fjerne, og derefter klikke på Fjern placeringen fra biblioteket. Dermed fjernes mappen kun fra biblioteket. Mappen slettes ikke fra den oprindelige placering.

  • Hvis du vil skjule et bibliotek, skal du højreklikke på biblioteket og derefter klikke på Vis ikke i navigationsruden. Det er en god løsning, hvis du ikke har mere plads i navigationsruden, men ikke vil slette et bibliotek.

  • Hvis du vil have vist et skjult bibliotek, skal du klikke på Biblioteker, højreklikke på biblioteket på fillisten og derefter klikke på Vis i navigationsruden.

Søge efter filer i mappen Computer

Brug af biblioteker er bare én måde at søge efter filer på. Du kan også gennemse mapper og drev på den klassiske måde ved at udvide Computer i navigationsruden.

Billede af den udvidede mappe Computer i navigationsruden
Mappen Computer udvidet

Her er nogle af de ting, du kan foretage dig, mens du søger efter filer:

  • Hvis du vil flytte eller kopiere elementer fra fillisten til navigationsruden, skal du trække elementerne til den ønskede mappe i navigationsruden. Hvis et element findes på samme harddisk som mappen, flyttes den. Hvis den findes på en anden harddisk, kopieres den.

  • Hvis du vil have vist de forskellige harddiske eller andre lagerenheder, der er sluttet til computeren, skal du klikke på Computer.

  • Hvis du vil oprette en ny mappe, skal du højreklikke på den mappe, du vil anbringe den i, pege på Ny og derefter klikke på Mappe.

  • Hvis du vil se gemte søgninger, skal du dobbeltklikke på Computer, dobbeltklikke på den primære harddisk, dobbeltklikke på Brugere, dobbeltklikke på brugernavnet og derefter dobbeltklikke på Søgninger.

Tilpasse favoritterne

Hvis du vil tilføje en mappe, en gemt søgning, et bibliotek eller måske et drev som en favorit, skal du trække elementet til sektionen Favoritter i navigationsruden.

Billede af listen over favoritter i navigationsruden
Listen Favoritter i navigationsruden

Du kan også tilpasse favoritterne på følgende måde:

  • Hvis du vil ændre rækkefølgen af favoritter, skal du trække en favorit til en ny position på listen.

  • Hvis du vil gendanne standardfavoritterne i navigationsruden, skal du højreklikke på Favoritter og derefter klikke på Gendan favoritlinks.

  • Hvis du vil have vist den mappe, favoritterne er gemt i, skal du klikke på Favoritter i navigationsruden. Favoritter gemmes som genveje.

  • Hvis du vil fjerne en favorit, skal du højreklikke på favoritten og derefter klikke på Fjern. Derved fjernes favoritten fra navigationsruden. De filer eller mapper, som genvejen peger på, slettes ikke.

Tip

  • Du kan tilføje websteder til dine Windows favoritter ved at trække ikonet i adressebjælken i web-browseren direkte til Foretrukne i Windows navigationsruden.

Ændre indstillinger for navigationsruden

  1. Klik på Organiser i et åbent vindue, og klik derefter på Mappe- og søgeindstillinger.

  2. Klik på fanen Generelt i dialogboksen Mappeindstillinger, og benyt derefter en af følgende fremgangsmåder eller begge:

    • Hvis du vil have vist alle mapperne på computeren i navigationsruden, herunder den personlige mappe, skal du markere afkrydsningsfeltet Vis alle mapper og derefter klikke på OK.

    • Hvis navigationsruden automatisk skal udvides til den mappe, der er valgt i mappevinduet, skal du markere afkrydsningsfeltet Udvid automatisk til den aktuelle mappe og derefter klikke på OK.

Tip!

  • Du kan hurtigt udvide navigationsruden til den aktuelle placering, som du navigeres til, ved at trykke Ctrl+Shift+E.