Beskyttelse af personlige oplysninger og sikkerhed i forbindelse med streaming af medier: ofte stillede spørgsmål

Hvis du har et privat netværk, kan du bruge Windows Media Player til at streame indhold fra afspillerbiblioteket til andre computere og enheder i dit hjem. I det følgende finder du svar på nogle almindelige spørgsmål om beskyttelse af personlige oplysninger og sikkerhed i forbindelse med streaming af medier på et netværk.

Vis alle

Hvis jeg slår streaming til, har alle i mit hjem så adgang til indholdet i afspillerbiblioteket?

Det er op til dig. Streamingindstillingerne angiver, hvad der streames fra afspillerbiblioteket, samt hvilke enheder der modtager de streamede medier. Første gang du slår streaming til, omfatter funktionen automatisk streaming af alle filerne i afspillerbiblioteket til enhver enhed eller computer, der registreres på netværket. Du kan dog tilpasse indstillingerne og filtrere bestemt indhold fra eller blokere enheder eller computere på netværket, så de ikke kan modtage de streamede medier. Du kan finde flere oplysninger om indstilling af streaming under Ændre indstillinger for streaming af medier i Windows Media Player.

Hvis jeg slår streaming til, kan andre i mit hjem så redigere indholdet i afspillerbiblioteket?

Nej. Streamingfunktionen tillader kun, at andre afspiller elementerne i biblioteket på deres computere og enheder. Den tillader ikke, at de tilføjer, fjerner eller redigerer elementer.

Hvis jeg slår mediestreaming til, kan andre i mit hjem så få adgang til andre elementer på computeren, som ikke er gemt i afspillerbiblioteket, f.eks. mine dokumenter?

Nej. Streamingfunktionen streamer kun elementerne i afspillerbiblioteket. Hvis elementet ikke er en mediefil, som bruges af afspilleren, er det ikke muligt at streame det.

Hvis jeg slår streaming til, kan andre uden for mit hjem så redigere indholdet i afspillerbiblioteket?

Det afhænger af sikkerheden på dit hjemmenetværk. Uanset om du slår streaming til eller ej, er det vigtigt, at du beskytter dit hjemmenetværk mod uautoriseret adgang. F.eks.:

  • Hvis du bruger et kabelmodem eller DSL-modem til at oprette forbindelse til internettet, bør du installere en router, som isolerer dit område af netværket i forhold til naboens.

  • Hvis du bruger et trådløst netværk i dit hjem, anbefales det, at du slår en tjeneste til sikker godkendelse til, f.eks. WEP (Wired Equivalent Privacy) eller WPA (Wi-Fi Protected Access).

Hvorfor bør jeg ikke streame medier på et offentligt netværk?

Af sikkerhedsmæssige grunde bør du ikke bruge mediestreaming, når du har forbindelse til et offentligt netværk, f.eks. et trådløst netværk i en lufthavn eller på en kaffebar eller et bibliotek.

Når du streamer over et offentligt netværk, risikerer du at gøre dine medier tilgængelige for alle andre på det offentlige netværk. Du risikerer også, at andre brugere på netværket nemmere kan få uautoriseret adgang til din computer.