Arbejde og spille bedre med flere skærme

Af John Swenson

Hvis du gerne vil have en bedre oplevelse, når du arbejder med computeren, er der flere muligheder, men noget af det nemmeste er at tilslutte en ekstra skærm. Der sker noget meget interessant, når du slutter to skærme til computeren.

Du vil opleve, at du pludselig bruger meget mindre tid på at blade rundt mellem åbne filer, programmer og mails på jagt efter noget bestemt. Når du har en overflod af skærmplads foran dig, finder du også ud af, hvor meget tid du har spildt på at skifte mellem vinduer og lede efter ting. Du kommer uvilkårligt til at spørge dig selv, hvordan i alverden du klarede dig før med kun én skærm.

Der er så mange måder at bruge to skærme på

Ingen af dem, jeg har talt med, kunne nogensinde drømme om at gå tilbage til kun én skærm, når de først har prøvet at arbejde med to. Nogle mener, at det er spild af penge at købe to skærme til én computer, men hvis det er et stykke tid siden, du sidst tjekkede priser på fladskærme, vil du formentlig blive overrasket over, hvor rimelige de efterhånden er blevet.

Min kone ville ikke have, at jeg købte hende en ekstra skærm, før det gik op for hende, at det kostede under 1000 kr at købe en ekstra 22"-fladskærm til hendes nye computer. Men så mente hun, at hun nok ikke ville bruge en ekstra skærm særligt ofte. Jeg fik hende overtalt til at prøve. Nu bruger hun begge skærme hele tiden og holder øje med mails på den ene skærm, mens hun arbejder med et dokument eller får vist et websted på den anden.

Jeg lever af at skrive og har ofte to dokumenter åbne samtidigt, ét på hver skærm, så jeg kan kopiere oplysninger fra det ene til det andet. Jeg kan også have en webside åben på den ene skærm, mens jeg skriver på den anden. Jeg er så vant til det efterhånden, at jeg arbejder langsommere, hvis jeg skal bruge en pc med kun én skærm.

Du kan vælge at bruge de to skærme på flere måder. Det afhænger af din pc og den måde, du normalt arbejder på. Her hos Microsoft plejer de fleste gerne at have deres mails åbne på den ene skærm, mens de arbejder med dokumenter eller filer på den anden. Der er også mange af programmørerne, der vender den ene widescreen-skærm på højkant, så de kan se så meget kode som overhovedet muligt på én gang uden at rulle, mens de bruger den anden skærm almindeligt til mails og alt muligt andet.

Mulighederne er stort set uendelige. Her får du et par eksempler på, hvordan du kan bruge to skærme:

  • Se forskellige dokumenter eller regneark på de to skærme. Brug det ene som baggrundsmateriale, mens du arbejder med det andet, eller træk oplysninger fra det ene til det andet.

  • Søg efter oplysninger i en webbrowser på den ene skærm, mens du skriver en mail eller et dokument på den anden.

  • Rediger billeder eller videoer på den ene skærm, mens du holder en mappe med alle dine billeder eller videoklip åben på den anden.

Nogle programmer kan endda fordele menuerne, så de dækker begge skærme. Det er normalt programmer til f.eks. billed- eller videoredigering med mange forskellige valgmuligheder og indstillinger, som er lettere at arbejde med, når du har mere skærmplads. I nogle billedprogrammer kan du oven i købet placere redigeringsfunktionerne på én skærm, mens du får vist selve billedet i fuld skærmstørrelse på den anden.

Det bliver sjovere at spille

Det er ikke bare mere effektivt at arbejde med en pc med to skærme. Det er også sjovere. Du kan f.eks. have din musiksamling åben på den ene skærm, mens du søger på internettet på den anden. Du kan også spille et spil på den ene skærm, mens du holder øje med mails eller chatter med vennerne på den anden.

Mange spil er indrettet, så du kan bruge to eller endda tre skærme. En af de mere avancerede måder at udnytte flere skærme på er i spil, hvor skærmen i midten fungerer som forruden i bilen eller flyet, mens skærmene til højre og venstre fungerer som sideruderne.

En enkelt stor skærm eller to mindre?

Nogle overvejer, om det bedre kan betale sig at købe én virkelig stor skærm – på 24" eller mere – eller to mindre. Det kommer an på prisen, hvad du selv foretrækker, og hvordan du bruger dine skærme. For de fleste er to mindre skærme et bedre valg end én stor.

Hvis du arbejder med meget store regneark, kan det være en fordel at have én stor skærm, hvor der er plads til flere rækker og kolonner på én gang. Professionelle fotografer har ofte gigantiske skærme, så de kan se deres billeder i det størst mulige format. Der er ikke ret mange, der frivilligt vælger at få vist et regneark eller billede opdelt på to skærme.

Hvis jeg havde råd til en kæmpeskærm på 30", er det da muligt, at jeg ville nøjes med den. Men i stedet bruger jeg to skærme på 22", fordi de koster væsentligt mindre og stadig giver mig et stort arbejdsområde.

Det er vigtigt at vælge de to skærme med omhu. Jeg prøvede at bruge en 22"-skærm sammen med en 23"-skærm med en lidt bedre opløsning. Men selv en så lille forskel i størrelse og opløsning blev så irriterende efter et stykke tid, at jeg leverede 23"-skærmen tilbage og i stedet valgte to identiske 22"-skærme. Jeg foretrækker, at alt ser nøjagtigt ens ud på de to skærme. Det er muligt, at du vil være komplet ligeglad, men det er værd at tænke over, når du vælger skærme.

Kontrollér videoportene

Nogle bilder sig ind, at det nok er svært at tilslutte to skærme og få dem til at fungere korrekt. Det er ikke tilfældet, hvis du har den rigtige type skærmkort i en pc, der kører Windows 7. De fleste stationære pc'er leveres i dag med et skærmkort, der har to DVI-videoporte, og de fleste fladskærme, der sælges i dag, har en tilsvarende DVI-port. Nogle skærmkort og skærme har også en VGA-port.

Illustration af VGA- og DVI-porte
VGA- og DVI-porte

Hvis du har et skærmkort med to porte, kan du normalt sætte to skærme i de tilhørende porte uden problemer. Normalt sidder videoportene bag på den stationære pc. Sørg for, at kablet fra hver skærm sættes i den tilhørende port. Via disse porte er der direkte forbindelse til skærmkortet.

Du skal muligvis bruge en adapter for at sætte et DVI-kabel i en VGA-port eller omvendt. Du kan nemt finde den rigtige adapter, og den koster ikke alverden. Ofte leveres en ny computer eller et skærmkort med tilhørende adaptere.

Hvis din stationære pc mod forventning kun har én videoport, skal du overveje at udskifte skærmkortet med et nyt, der har to DVI-porte (et nyt skærmkort er en af de bedste opgraderinger, du kan vælge til de fleste pc'er, og det er meget sandsynligt, at du får mere ud af det end bare en ekstra port – ikke mindst, hvis du har en pc med integreret grafik, hvilket normalt er en dårligere løsning end et decideret skærmkort).

Selvom computeren kun har én videoport, leverer nogle producenter pc'en med særlige skærmkabler, der opdeler signalet fra én port til to skærme. Derfor er det ikke engang sikkert, at det er nødvendigt, at der er to porte på skærmkortet.

Slut en ekstra skærm til en bærbar pc

Eftersom en bærbar computer altid har en integreret skærm, skal du kun bruge én ekstra skærm for at få to i alt. Det kan nemt lade sig gøre, fordi de fleste bærbare computere har en videoport (i modsætning til stationære pc'er er det usædvanligt at finde to videoporte på en bærbar pc). Hvis du sætter skærmkablet i DVI- eller VGA-porten, registrerer Windows 7 automatisk skærmen. Som beskrevet ovenfor skal du muligvis bruge en adapter for at sætte et DVI-kabel i en VGA-port eller omvendt.

Jeg sætter kablet til en ekstra skærm i min bærbare computer, når jeg arbejder ved mit skrivebord, og tager det ud, når jeg skal have computeren med mig. Du behøver ikke ændre indstillinger i Windows, når du skifter mellem en eller to skærme.

Billede af rullelisten med indstillinger til Flere skærme
Rullelisten Flere skærme vises, når Windows registrerer, at pc'en har mere end én skærm tilsluttet.

Windows 7 gør det nemt

Når du slutter to skærme til en stationær pc eller én skærm til en bærbar pc, registrerer Windows 7 normalt de nye skærme helt automatisk og viser flere forskellige visningsindstillinger. Du kan vælge at:

  • Udvide skærmene. Det fordeler skrivebordet over begge skærme, så du kan trække elementer fra den ene skærm til den anden. De fleste vælger at bruge to skærme på denne måde, og det er derfor også standardindstillingen.

  • Dublere skærmene. Det samme skrivebord vises på begge skærme. Det er standardindstillingen, hvis du har en bærbar computer. Det er nyttigt, hvis du holder et foredrag, hvor den bærbare computer er tilsluttet en projektor eller stor skærm.

  • Få vist skrivebordet på kun én skærm. Denne indstilling bruges oftest på en bærbar pc, hvis skærmen på den bærbare pc skal være tom, når du har tilsluttet en stor skærm på skrivebordet.

Du finder disse indstillinger ved at klikke på Start Billede af knappen Start, klikke på Kontrolpanel, skrive "skærm" i søgefeltet og derefter klikke på Opret forbindelse til en ekstern skærm under Skærm. Du kan finde flere oplysninger under Flytte vinduer mellem flere skærme.

Se det med dine egne øjne

Nu ved du, hvordan du slutter to skærme til computeren, så du kan begynde at arbejde mere effektivt og samtidig gøre det sjovere at bruge computeren. Du kan læse side op og side ned om brug af to skærme, men det giver et helt andet indtryk, når du prøver det selv. Så se at få fat i en ekstra skærm, og slut den til.

Om forfatteren

Billede af skribenten John Swenson

John Swenson er forfatter i Windows-teamet hos Microsoft. I de 12 år, han har arbejdet hos Microsoft, har han været vidt omkring og bl.a. interviewet tekniske ledere rundt omkring i virksomheden for at gøre det lettere for nybegyndere at forstå Windows. Han har tidligere arbejdet som journalist for aviser og tidsskrifter med med erhvervsliv og teknologi som speciale.



Har du en kommentar til denne journalist? Indtast din feedback med værktøjet nedenfor. (Du kan se kommentarfeltet, når du har klikket på en af knapperne.) Bemærk, at selvom journalisten læser din feedback, så svares der ikke personligt på grund af mængden af feedback vi modtager.